Fostre med handicap valgt fra

Myndighederne giver tilladelse til abort på grund af lidelser, barnet sagtens kan leve stort set normalt med

1 af 1

Seneste i Forbrug

Hent flere
 

Udsigten til at sætte syge børn i verden får hvert år omkring 500 gravide til at søge om lov til abort efter abortgrænsens 12. uge. Det skriver Politiken søndag.

De regionale samråd giver næsten altid tilladelse. Også i de sager, hvor fostrene er blevet diagnosticeret med sygdomme, man kan leve længe og stort set normalt med.

Politiken har fået aktindsigt i de 488 medicinske sager, abortsamrådene behandlede i 2011. Kun 11 fik afslag.

Samrådene gav 118 tilladelser til abort af fostre med Downs syndrom, og i størstedelen af de øvrige sager havde fostrene så alvorlige sygdomme, at det er usandsynligt, at de ville overleve fødslen.

Se også: Ny test skal finde syge fostre

Aborteret på grund af ganespalte
Men der blev også givet tilladelse til abort af fostre med sygdomme, som man med behandling i mange tilfælde kan leve et velfungerende liv med, skriver Politiken.

Blandt andet blev der givet tilladelse til 13 aborter af fostre med kromosomfejlene Turners og Klinefelters syndrom, som blandt andet påvirker vækst, produktion af kønshormon og evnen til at få børn.

Der blev også givet tilladelse til abort af et foster med læbe-gumme-gane-spalte.

- Vi vil styre og kontrollere alt. Nu fravælger man børn, der efter alt at dømme vil få et godt liv, fordi det ikke passer på vores forestilling og normer om det gode liv og det perfekte barn, siger Thomas Ploug, lektor i etik ved Aalborg Universitet og medlem af Etisk Råd, til Politiken.

Se også: Handicappede kræver penge for at være født

Kan sagtens få et godt liv
Overlæge Claus Gravholt fra Aarhus Universitetshospital er ekspert i Turners og Klinefelters syndrom.

Han påpeger, at sygdommene spænder meget vidt, og at det kan være helt i orden, at samrådene giver tilladelser til abort, når fostre med disse kromosomfejl har meget alvorlige misdannelser.

Men han forstår ikke, hvorfor ni ud af ti fostre med Turners og knap halvdelen af dem med Klinefelters aborteres, for mange kan se frem til gode liv.

Loven siger, at gravide efter 12. uge kan få tilladelse til abort af medicinske årsager, hvis barnet er i fare for at få en 'alvorlig lidelse'. Det er op til samrådene at vurdere, hvad der er alvorligt, skriver Politiken.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik