Persondata politik

Danske Regioner: Mere brugerbetaling på vej

Patienterne skal betale mere ved behandling af grå stær, plastkirurgi og ADHD-medicin, mener regioner.

  • (Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)
1 af 1
 

Mange patienter med grå stær og svært overvægtige, som får en plastkirurgisk operation efter at have fået indsnævret mavesækken, må fremover selv betale regningen.

Og flere sygdomme og lidelser kan være på vej til listen, hvor danskerne selv må til lommen.

Det siger Ulla Astman (S), som er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Se også: Læger advarer mod brugerbetaling

- Skulle der være flere sygdomme, vil vi også tage fat der. Vi skal hele tiden kraftigt overveje, om det er en operation, medicin eller en anden løsning, der skal til. Når ressourcer i sundhedsvæsnet er knappe, skal vi behandle de mest syge først, siger hun.

Det er aftalt i regionernes budgetaftale med regeringen at stramme de fælles faglige retningslinjer. Lægefaglige eksperter skal afgøre, hvornår patienterne gratis behandles på offentlige hospitaler eller får dækket dyr medicin. Det skal sikre besparelser, lyder det.

- Vi har set en meget kraftig vækst på de områder, hvor udgifterne stiger. Ikke mindst antallet af behandlinger er meget stærkt stigende. Vi har allerede fået nye retningslinjer for knæ-, skuldre-, ryg- og fedmeoperationer, siger Ulla Astman.

Hun afviser, at det ikke er fagligt forsvarligt at stramme retningslinjerne. Fagfolk har forsvaret fedmeoperationer som den bedste behandling mod svær overvægt og bedste forebyggelse af følgesygdomme som diabetes 2 (gammelmandssukkersyge).

- Nogle kan få operationen på det offentliges regning, fordi det er den eneste løsning tilbage. Men for andre skal der andre tilbud til. For ryglidelser er det ikke noget quick-fix (løsning, red.) at få en operation. Den kan være den dårligste løsning på langt sigt, siger hun.

- For rygoperationer kan et træningstilbud give et endnu bedre resultat, siger Ulla Astman.

Se også: Danskerne gider ikke at betale for graviditet

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik