Eltroxin-skandale blusset op i Israel

Danske stofskiftepatienter led, da medicin blev ændret. Nu gentager skandalen sig i Israel

Skjoldbruskkirtlen producerer de hormoner, der regulerer stofskiftet. Kirtlen sidder forrest på halsen under adamsæblet, og den bliver her ultralydscannet. (Foto: Merck Serono)
Skjoldbruskkirtlen producerer de hormoner, der regulerer stofskiftet. Kirtlen sidder forrest på halsen under adamsæblet, og den bliver her ultralydscannet. (Foto: Merck Serono)

Israelske patienter med lavt stofskifte er havnet i en alvorlig klemme. De får hovedpine, koncentrationsbesvær, kvalme, hårtab og mange andre bivirkninger af den eneste medicin i handlen, Eltroxin.

Læs ekstrabladet.dks tema om skandalen

2009 var et forbandet år for danske patienter med lavt stofskifte. Også herhjemme var Eltroxin den eneste medicin på apotekernes hylder. Producenten havde helt lovligt ændret på hjælpestofferne – dog uden at informere læger, apoteker og patienter. Derfor sneg piller på den nye formulering sig ind i handlen, og mange patienter fik store gener.

Det væltede ind hos Lægemiddelstyrelsen med bivirkningsrapporter. 1032 rapporter på otte måneder, viser årsopgørelsen 2009 fra Lægemiddelstyrelsen. Til sammenligning indløb der i årets første fire måneder 28 rapporter.

Læs også: Ændret medicin betød fyreseddel

I Israel er der indløbet 450 bivirkningsrapporter i begyndelsen af november, og tallet ser ud til at stige. Ligesom i Danmark havde producenten ’glemt’ at informere læger, apoteker og patienter. Først efter pres fra de israelske myndigheder begyndte producenten at skrive på pakkerne, at der er tale om en ny version af Eltroxin.

I dag bliver Eltroxin fremstillet af medicinalfirmaet Aspen, der købte det af GlaxoSmithKline.

- Det er så frustrerende, at Aspen ikke har respekt for, at ændringen kan betyde noget for patienterne. Det burde de have lært det af GlaxoSmithKline, siger Bente Julie Lasserre til ekstrabladet.dk. Hun har arbejdet med problematikken for Thyreoidea Landsforeningen, der er foreningen for danske stofskiftepatienter.

Læs også: Læger overhører stofskiftepatienter

Faktisk gav indførelsen af den nye version af Eltroxin også voldsomme problemer med bivirkninger i New Zealand tilbage i 2008. En skandale som den daværende pilleproducent ikke informerede danskerne om, før skaden var sket. Det samme problem har altså gjort sig gældende i først New Zealand, Danmark og nu Israel.

- I 2009 fik vi at vide, at Danmark var et af de sidste lande i verden, der skulle overgå til den nye formulering. Nu sker det igen i Israel, og jeg er bekymret for, at der dukker flere lande op, hvor patienterne ikke bliver ordentlig oplyst af producenten, siger Bente Julie Lasserre.

Læs også: Stofskiftepatienter har intet valg

Det findes ingen medicinsk forklaring på, hvorfor så mange reagerede så voldsomt på den nye udgave af stofskiftepillen. I marts sagde overlæge på Herlev Hospitals endokrinologiske afdeling og formand for stofskiftehormonlægerne, Dansk Thyreoidea Selskab, Birte Nygaard således:

- Ingen ved præcist, hvad der skete. Nogen havde uforklarlige symptomer, men for den største gruppes vedkommende, har det været noget andet end medicinen, sagde Birte Nygaard i foråret.

Den konklusion gælder stadig.

Skandalen har betydet, at der nu er et andet alternativ til Eltroxin på apoteket.

Symptomer på for lavt stofskifte:

- Nedsat appetit, træthed, kuldskærhed, tyndt hår, maveproblemer, vægtforøgelse, langsom hjerterytme, muskelsvaghed og -smerter, depression, en dybere stemme, manglende fertilitet og dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær.

- Specielt hos ældre er hukommelsesproblemer ofte det eneste tegn på for lavt stofskifte.

- Kvinder er i farezonen: Stofskifteproblemer rammer hovedsageligt yngre og midaldrende kvinder, og antallet af patienter stiger med omkring fem procent om året. I dag tager 100.000 danskere Eltroxin mod for lavt stofskifte.

Det er skjoldbruskkirtlen, der styrer stofskiftet. Kirtlen producerer hormoner, påvirker kroppens udvikling, vækst og styrer stofskiftet i alle kroppens celler.

Cellernes iltoptagelse afhænger af hormonerne, som styrer forbrænding af fedt og kulhydrater. Manglen på stofskiftehormoner påvirker alle kroppens organer som for eksempel hjerne og hjerte.

Kilde: Dagens Medicin

Sagen kort

- December 2008 ændrer GSK pillen, uden hverken at orientere de 100.000 patienter, lægerne eller apotekerne. Hjælpestofferne er ændret, og det er ikke længere muligt at halvere dosis ved at dele pillen.

- I maj 2009 vælter det ind til Lægemiddelstyrelsen med rapporter om bivirkninger.

- GSK kommer i tanke om, at patienter i New Zealand og Holland heller ikke kunne tåle den nye version, de den blev introduceret på de markeder.

- Førende endokrinologer efterlyser alternativer, da Eltroxin er den eneste medicin i Danmark, og den nye version forringer behandlingsmulighederne.

- Til og med august har Lægemiddelstyrelsen modtaget 529 rapporter om i alt 2.873 bivirkninger, og flere patienter har fået fyresedler efter for mange sygedage med den ændrede medicin.

- De store sygehuse har været nødt til at søge Lægemiddelstyrelsen om generelle udleveringstilladelser, fordi så mange patienter har det dårligt.

- Konkurrenten Merck Serono bebuder, at selskabet vil markedsføre et alternativ i Danmark, der er velkendt og afprøvet i resten af EU.

Oplever du bivirkninger? Meld dem selv til Lægemiddelstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk her.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen