Persondata politik

Hospitalsflytninger koster menneskeliv

Det er en udbredt praksis, at patienter ender som kastebolde mellem hospitalerne. 34.418 'utilsigtede hændelser' i 2010

  • Sofie Just Wilde med sin far på intensivafdelingen på Hillerød Hospital, hvor han nu får lov til at blive. (Foto: Jakob Jørgensen)
« Forrige
Sofie Just Wilde med sin far på intensivafdelingen på Hillerød Hospital, hvor han nu får lov til at blive. (Foto: Jakob Jørgensen)
1 af 3
Næste »
 

Den dårlige vane med at fragte dødssyge patienter rundt mellem hospitalerne er hverken ny eller ufarlig.

Som Ekstra Bladet skrev i går, har den 63-årige Just Mathias Wilde trods en livstruende lungebetændelse været kastebold mellem fem sygehuse siden 16. januar og frem til nu.

Det er udbredt kutyme, og det koster i værste fald menneskeliv. For hver gang en patient flyttes, skal der overdrages en mængde informationer om den syge og tilstanden.

Læs også: Min far smides rundt mellem sygehusene

I 2010 registrerede Sundhedsstyrelsen 34.418 såkaldte 'utilsigtede hændelser' i regioner, kommuner, private sygehuse. Heraf skyldtes 15 procent 'forveksling eller fejlkommunikation', mens andre 17 procent kom sig af 'brud på kontinuitet i et behandlingsforløb'.

- Overdragelsesfejl har alvorlige konsekvenser og kan i værste fald være årsag til dødsfald, siger Morten Freil, der er direktør for paraplyorganisationen Danske Patienter.

I Danske Patienter har de i mange år kendt til problemer med overbelægning, der gør, at patienter flyttes rundt på grund af manglende pladser.

Ejendele forsvundet på sygehus
Efter Ekstra Bladet har skrevet om Just Mathias Wilde, får han nu lov til at blive på Hillerød Hospital.

Men ikke nok med at Just Mathias Wilde konstant er blevet fragtet rundt. Under al forvirringen er hans ejendele også forsvundet på Hvidovre Hospital. I følge datteren handler det om nøgler, 2800 kroner og en sjælden jubilæumsmønt.

- Personalet forklarede, at det forsvandt, fordi der var så travlt på afdelingen, siger Sofie Justine Wilde.

Hun vil nu forsøge at få erstattet de forsvundne ejendele.

- Det er dybt beklageligt, hvis det er tilfældet. Det sker desværre nogle gange, men så plejer vi også at erstatte det, siger den lægelige direktør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen.

Kender du også til eksempler som det, der er nævnt i artiklen her, så tip os på 1224@eb.dk - eller SMS/MMS (alm. takst) til 1224

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik