Persondata politik

Fnat-epidemi hærger Danmark

Fnat-miden er løs i Danmark: En epidemi af fnat har på få måneder fordoblet efterspørgslen på fnat-medicin herhjemme

  • Fnatmiderne kravler rundt under huden, og giver den smittede kløe og udslæt. (Foto: Wikimedia Commons)
Fnatmiderne kravler rundt under huden, og giver den smittede kløe og udslæt. (Foto: Wikimedia Commons)
1 af 1
 

Det kribler, krabler og klør rundt omkring i Danmark, hvor fnatmiderne for øjeblikket har kronede dage.

En epidemi af fnat hærger landet og apotekernes hylder er støvsuget for cremen, som bruges til at behandle hudlidelsen med.

Ifølge tal fra Danmarks Apotekerforening er efterspørgslen på fnatmidlet fordoblet i løbet af årets sidste måneder, i forhold til niveauet i begyndelsen af 2008.

Efterspørgslen er seks gange så stor som i 1996, hvor der blev solgt omkring 1000 tuber fnat-middel om måneden - i de sidste måneder af 2008 steg tallet til knap 6000 per måned.

Ved ikke hvorfor
Over 40.000 danskere måtte i år på apoteket for at købe en tube med fnat-cremen, det er mere end en firedobling i forhold til for ti år siden.

Antallet af fnat-tilfælde i Danmark har været stigende siden 2007. Det kan skyldes, at miderne har udviklet resistens imod det lægemiddel man behandler dem med, men kan også være en epidemi.

Store fnat-bølger rammer landet med 20-30 års mellemrum, uden at der er nogen bestemt årsag at pege på. Sidste gang, fnatmiderne for alvor hærgede i Danmark, var i halvfjerdserne.

Fnat bliver forårsaget af en lille mide, som lever under huden hos mennesker. Udover at give en ubehagelig kløe blandt er fnat meget smitsomt, hvis man ikke bliver behandlet.

Meget smitsomt
Det er dog svært at gøre noget ved sin fnat-infektion lige i øjeblikket: Cremen, der bruges til at behandle fnatten med, er udsolgt på landets apoteker. Lige nu mangler der 9000 tuber af cremen rundt omkring i landet.

- På grund af den store efterspørgsel er der opstået et produktionsproblem fra firmaets side, men der er blevet gjort rigtig meget for at skaffe det hjem fra andre steder. På mandag kommer en sending fra Finland, og den næste sending bliver skaffet hjem fra Australien via Irland i løbet af næste uge. Alle parter arbejder på højtryk for at skaffe det til landet, siger Lotte Fonnesbæk.

3000 tuber lander i Danmark i løbet af mandag. De forventes at være ude på apotekerne tidligst onsdag, da de først skal fordeles landet over.

Senest mandag i uge 4 vil en stor ladning af fnat-midlet blive sendt ud til de danske apoteker, siger Lotte Fonnesbæk.

Hvad er det?

Fnat er en hudsygdom, forårsaget af en lille mide, der lever under huden. Det giver rødt udslæt og voldsom kløe, især på varme områder af kroppen.

Er det første gang, man bliver smittet, vil der gå to til tre uger, inden man ser symptomer. Har man tidligere været smittet, vil kløen komme allerede efter få dage.

Sygdommen er ikke farlig, men meget ubehagelig.

Hvordan smitter det?

Man bliver smittet ved tæt fysisk kontakt med en bærer af fnatmiden eller hvis man for eksempel deler seng eller tøj med en smittet.

Hvad gør man?

Fnat kan kureres ved behandling med en creme, der indeholder permetrin. Symptomerne forsvinde indenfor en til tre uger.

Har man fået fnat bør dem, man har været i kontakt med, også behandles for at sikre, at de ikke er inficeret med miden.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik