Persondata politik

Tjek dit kosttilskud

Se kup!s liste over testede kosttilskud og tjek om du er i farezonen for diverse sygdomme, grundet daglig brug af vitaminpiller

  • Nogle vitaminpiller er ligefrem farlige at indtage. (Foto: Colourbox)
Nogle vitaminpiller er ligefrem farlige at indtage. (Foto: Colourbox)
1 af 1
 

Godt for de fleste
Fiskeolie

Fiskeolie har et koncentreret indhold af de vigtige omega-3-fedtsyrer, som mange danskere spiser for lidt af. Vi bør spise tilstrækkeligt med omega-3, som kan skabe balance i fedtsyrerne og dermed forebygge hjertekarsygdom og betændelsestilstande. Man skal tage en-tre kapsler om dagen afhængig af, hvor meget fed fisk man spiser. Hjertepatienter kan med fordel tage fiskeolie, men får man blodfortyndende medicin, bør man undgå pillerne, da de kan forstærke medicinens virkning.

Lugt af sundhed
Hvidløg

Hvidløgspiller kan modvirke åreforkalkning, fremgår det af undersøgelser. Det tyder på, at hvidløg også - i stil med fiskeolie - kan sænke blodtrykket og risikoen for dannelse af blodpropper. Lover producenten, at pillerne er lugtfri, kan det være tegn på, at pillerne ikke virker. Hvidløgspiller er ikke ufarlige for patienter, der tager blodfortyndende medicin, da pillerne kan forstærke den blodfortyndende virkning, så risikoen for blødning øges.

Godt for gamle
Kalk

Kalk er særlig godt for alle dem, der ikke får nok mælkeprodukter. Et produkt som for eksempel UniKalk Plus indeholder calcium og også D-vitamin, hvilket er godt for alle, som ikke spiser nok fede fisk. For ældre mennesker er det særlig vigtigt at få nok af calcium og D-vitamin, og det vil være en fordel at tage tilskuddet, også selv om man får den anbefalede halve liter mager mælk og 200-300 g varieret fisk om ugen. De fleste multivitamin- og -mineraltilskud indeholder kun fem mikrogram D-vitamin, mens anbefalingen lyder på 7,5 mikrogram.

Vitaminer til alle
Multivitaminpiller

Piller som Multi-tabs Daglig indeholder et bredt spektrum af vitaminer og mineraler i passende doser. Passende doser er 100 procent af anbefalet dagligt tilførsel (ADT). Det er et godt tilskud, hvis du ikke altid spiser efter kostrådene, hvis du spiser for ensidigt, eller hvis du er småtspisende - f.eks. hvis du er på slankekur, ældre, syg eller fysisk inaktiv. Man skal tage én om dagen.

Farvel til blærebetændelse
Tranebær

Tranebær, der både findes både som saft og tabletter, kan forebygge og behandle lette urinvejsinfektioner - altså blærebetændelse. Forklaringen er, at de aktive stoffer i bærrene forhindrer bakterierne i at bide sig fast i urinvejene. I stedet bliver de skyllet ud. Muligvis kan tranebær modvirke andre infektioner. Dog kan midlet forstærke effekten af blodfortyndende medicin, men der mangler forskning på dette område.

Til modne kvinder
Mineraltilskud

Et tilskud som det kombinerede multivitamin- og -mineraltilskud Bio-Vinci Classic indeholder ikke jern, hvilket gør det særligt velegnet for kvinder efter overgangsalderen og mænd. Kvinder i den fødedygtige alder har ofte brug for et jerntilskud for at kompensere for jerntabet med menstruationen. Men hvis man ikke har menstruation, så er det meget let at få dækket sit jernbehov. For meget jern kan hobe sig op i kroppen og muligvis øge risikoen for hjertekarsygdom.

Giver vitaminer
Hyben

Hyben, som for eksempel Hyben C-200, kan være udmærket som et tilskud af C-vitamin, hvis man har svært ved at komme op på 600 gram frugt og grønt om dagen, og hvis man har et forøget behov for C-vitamin. Behovet for C-vitamin stiger, hvis man ryger, er stresset eller dyrker meget motion. Megadoser af C-vitamin (dvs. over 1000 mg pr. dag) kan give bivirkninger på længere sigt, så det skal man holde sig fra.

Pulver til sprinterne
Kreatin-tilskud

Kreatin er et aminosyrelignende stof, der findes i kroppens celler. Kreatin-tilskud sælges mest som pulver og findes også i f.eks. fisk og kød. Kreatin kan øge præstationsevnen - f.eks. er tale om sprint, kampsport, ishockey og fodbold. Tilskud taget i forbindelse med tung styrketræning give lidt større og stærkere muskler. Men stoffet kan ikke give større muskler uden træning. En uheldig, veldokumenteret bivirkning ved ekstra kreatin er, at man tager på i vægt.

Til muskelmændene
Protein-tilskud

Proteinpulver og -barer til motionister sælges f.eks. i store supermarkeder, fitnesscentre og på nettet. Flere studier af tung styrketræning har vist, at indtagelse af en mindre mængde protein lige før eller efter træningen kan øge træningens effekt og give større og stærkere muskler. Men indtaget af proteiner kan også sikres på andre måder - eksempelvis ved at drikke fedtfattig mælk. Motionister, der ikke træner på højt plan, har ikke brug for at spise mere protein.

Smadret skjoldbruskkirtel
Jod

Der står ’Stofskifte’ på forsiden af jod-tilskuddet Naturlig Jod fra Berthelsen, så man kan som forbruger let forledes til at tro, at dette produkt øger stofskiftet. Men hvis man allerede får dækket sit behov, så stiger stofskiftet ikke yderligere, når man spiser mere. Jod er ikke et slankemiddel. To tabletter pr. dag kombineret med en almindelig vitaminpille plus det naturlige jodindhold i kosten gør, at man samlet set får alt for meget jod og dermed kan risikere betændelse i skjoldbruskkirtlen, struma, og mentale forstyrrelser.

Risiko for brystkræft
Sojaprodukter

kup! har tidligere skrevet om kosttilskud med soja som for eksempel Soya-Genistein fra Solaray. Matas har siden klistret advarsler på produkterne, hvor der stå 'Kvinder, der er arveligt disponeret for brystkræft, er i eller har været i behandling for brystkræft, bør undgå planteøstrogener i kosten'. Man er som kvinde pr. definition arveligt disponeret for brystkræft, så alle kvinder bør gå uden om kosttilskud baseret på soja.

Virkningsløst og farligt
Ginkgo Biloba

Ginkgo Biloba hævdes ofte at virke på hukommelsen og mod demens, men en helt ny amerikansk undersøgelse viser, at det ikke har nogen effekt. Man skal derimod passe meget på med at bruge kosttilskuddet sammen blodfortyndende medicin herunder fiskeolie, aspirin og lignende, da det er dokumenteret, at det kan give hjerneblødninger.

Pas på store doser
C-vitamin

Mange tager i øjeblikket ekstra C-vitamin for at slippe for den løbende næse. Det kan muligvis også afkorte en forkølelse en anelse, og studier har vist, at C-vitamin i hvert fald ikke øger dødeligheden. Behovet for C-vitamin stiger, hvis man ryger, er stresset eller dyrker meget motion. Megadoser C-vitamin (dvs. over 1000 mg pr. dag) kan dog give bivirkninger på langt sig. Men et ekstra tilskud på 200 mg kan måske være ganske fornuftigt for nogen.

Sukkersyg - ikke slank
CLA

CLA er et slankemiddel og er blandt andet populært i fitnessmiljøet, da det er en udbredt myte, at det kun fjerner fedt og ikke muskler. De anbefalede doser på 1,6 gram om dagen er imidlertid for lave til at virke. Og højere doser indebærer fare for sukkersyge, viser undersøgelser lavet på Life instituttet, Københavns Universitet.

Øger dødeligheden
Vitamin A

Vitamin A bliver solgt som kosttilskud for blandt andet at hjælpe på huden. Men det er en rigtig dårlig ide at tage vitamin A, da det i store velgennemførte kliniske forsøg har vist sig at øge dødeligheden med 16 procent. Se mere under selen.

Hjerneblødning og svækket immunforsvar
E-vitamin

Et produkt som Bio-E-Vitamin burde være ulovligt. Det indeholder 350 mg E-vitamin pr. tablet, hvilket er 50 mg mere, end man allerhøjst bør spise pr. dag. Hvis man tager det gennem længere tid (måneder/år), så stiger risikoen for, at man pludselig dør, får en hjerneblødning eller får svækket immunforsvar. E-vitamin-tilskud øger risikoen for at dø for tidligt med fire procent.

Risikerer tidlig død
Selen

Selen er netop blevet undersøgt herhjemme. Forskerne konkluderede, at de ikke ville anbefale det som kosttilskud, da det øgede risikoen for type 2-diabetes. Tager man et produkt som Bio-Selen, kalder producenten det et 'ideelt antioxidant- komplex'. Ud over selen indeholder det næringsstoffer med antioxidant-virkning, bl.a. A- og E-vitamin. En såkaldt cochrane-analyse har tidligere i år vist, at kosttilskud med antioxidanter generelt øgede risikoen for at dø for tidligt med fem procent. A-vitamin var det tilskud, der øgede risikoen for at dø mest (16 procent forøget risiko).

Fare for lungekræft
Beta-caroten

'Bør ikke tages af rygere', står der på Beta-Caroten fra Matas. Man troede engang, at beta-caroten-tilskud kunne forebygge lungekræft hos rygere. Men da man afprøvede det videnskabeligt, havde det den stik modsatte virkning: det øgede risikoen for lungekræft. Beta-caroten må betragtes som potentielt kræftfremkaldende også for ikke-rygere, og undersøgelser har da også vist, at det øger dødeligheden med syv procent.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik