Persondata politik

Lærer du også dit barn at ryge, fede dyr?

Michael Bjørn sætter i denne uge fokus på, hvad han ser som den største trussel fra køkkenet mod sundheden: Kornprodukter

  • Brød er danskernes forbandelse, og kroppen siger med al tydelighed fra, når den forgiftes med brød. Så skarp er kritikken fra Michael Bjørn, der ikke rører det melede stads. (Foto: Colourbox)
« Forrige
Brød er danskernes forbandelse, og kroppen siger med al tydelighed fra, når den forgiftes med brød. Så skarp er kritikken fra Michael Bjørn, der ikke rører det melede stads. (Foto: Colourbox)
1 af 2
Næste »
 

Indtil for tre måneder siden boede jeg i penthouse-lejligheden i brødkurven. Jeg elskede brød, og længe efter mætheden var indtruffet, og de sidste grillede bøffer var skubbet til side, kunne jeg stadig lige sidde og gafle de lune flutes ned.

Lige som enhver morgen begyndte allerbedst, hvis det var med ostemadder som kickstarter, der dog først satte ind, når jeg havde hvilet lidt med en kop kaffe og en smøg, mens jeg fordøjede maden.

Sådan er det ikke længere.

Efter jeg er hoppet på stenalderkosten, har jeg opnået en enorm forøgning i energiniveauet, der vel at mærke sætter ind samtidig med, at jeg spiser. Jeg skal altså ikke lige ’sidde lidt’, før jeg kaster mig ud i dagens udfordringer.

Fra det øjeblik, jeg mærkede de store ændringer i mit velbefindende, blev jeg stadigt mere overbevist om, at den største kilde til mit tidligere sløvsind skulle findes lige der, hvor jeg ellers elskede at opholde mig: I brødkurven.

Se også: Farvel dit fede dyr

Efter en uges tid på rendyrket stenalderkost løb jeg ind i en dag, hvor jeg ikke kunne nå at spise bøf, grøntsager og frugt, inden jeg tog hjemmefra. Derfor gik jeg ombord i min tidligere favorit – to smurte birkes med ost hos bageren. Inden for et kvarter klappede jeg sammen og blev sløv som en gymnasieelev mandag morgen.

Og så slog det mig. Hvorfor er det, at vi har så svært ved at anerkende, at kornprodukter ikke er gode for os? Det var også for mig det sværeste at acceptere, da jeg fik interesse for stenalderprincippet.

Det skyldes naturligvis, at brødet er så hårdt spændt op i vores opdragelse, at vi end ikke overvejer, at tingene kan gøres anderledes – eller mere vigtigt: Vi sætter end ikke spørgsmålstegn ved det.

Se også: Den fede kur til mænd

Men tænk lige en gang over dette:

I dag anbefales det nybagte forældre, at de overhovedet ikke serverer brød for deres babyer før tidligst i seks måneders alderen. De skal stille og roligt læres op til at spise det, ellers forøges risikoen for, at de små poder udvikler gluten-allergi.

Det kan jeg slet ikke få til at stemme med, at vi er skabt til at spise brød. Det rimer faktisk kun med, at vi ikke er skabt til det.

Det eneste andet, hvor man med langsom forøgelse af doserne gør kroppen klar til at modtage det, er giftstoffer. Eksempelvis kan ingen ny ryger på førstedagen ryge 30 cigaretter – det kræver års hård daglig træning at nå det eliteniveau.

Nu er jeg heldigvis hverken læge eller forsker, for der er rigtig mange undersøgelser inden for netop fortæring, der stritter i lige så mange retninger som stråene på en stormramt havremark. Og for en stor dels vedkommende er de betalt og støttet af store firmaer med egne interesser i bestemte konklusioner. Så bare en advarsel: Det er en jungle at finde rundt i, hvis du prøver.

Se også: Fuck fitness, dit fede dyr

Mit råd er i stedet: Prøv tingene af selv, og gør hvad der føles bedst. Jeg er ikke i tvivl. Brød i alle former er usundt. Og endnu vigtigere: Overhovedet ikke nødvendigt. Det bringer intet ind i mit liv, som jeg ikke kan få med kød, grøntsager og frugt.

En lille drillepind fra forskningens verden skal du dog have, kære læser: Der har været lavet enkelte forsøg på universitetsniveau, der mere end antyder en sammenhæng mellem kornprodukter og skizofreni – forsøg, hvor patienter uden korn fik mærkbart færre symptomer end de patienter, der spiste sædvanligt. Det lyder ikke sådan rigtig fedt, vel?

I næste uge tager jeg fat på alle de indvendinger, jeg har oplevet hidtil i min nye livsstil, der i mangel af bedre lidt misvisende kaldes stenalderkosten. De er både sjove og interessante. Har du nogle, så send mig endelig en mail – også hvis du har noget andet på hjerte.

Indtil da: Pas på dig selv og din krop – du har kun et forsøg.

Stenalderkost-princippet kan skæres ned til følgende grundprincipper

1. Spis alt det magre kød og fisk, du har lyst til.

2. Spis alle de grøntsager og frugter, du har lyst til.

3. Spis gerne nødder, men ikke for mange. Valnødder er de sundeste.

4. Drop forholdet til Arla – hun kysser dårligt. Med andre ord: Ingen mælkeprodukter.

5. Ingen kornprodukter – heller ikke de mørke og såkaldt grove brødarter.

6. Ingen bælgfrugter – herunder peanuts.

7. Ingen stivelse. Det vil sige nej til majs, ris og kartofler.

8. Nej tak til færdigvarer. Hverken halv- eller helfabrikata kan bruges til noget.

9. Intet salt og sukker, men brug gerne øvrige krydderier.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik