Persondata politik

Den fede kur til mænd

Mentalt overskud, det rigtige tal på vægten og en stærk krop - der er ingen grænser for goderne ved stenalderkost, hvis man spørger Michelin-kokken Thomas Rode, der selv lever som stenaldermand

  • Er du indstillet på at ændre dine kostvaner, så vil du mærke store resultater på kort tid, lover stjernekokken Thomas Rode, der selv sværger til stenalderkost og nu har skrevet en bog om det. (Foto: Jakob Jørgensen)
« Forrige
Er du indstillet på at ændre dine kostvaner, så vil du mærke store resultater på kort tid, lover stjernekokken Thomas Rode, der selv sværger til stenalderkost og nu har skrevet en bog om det. (Foto: Jakob Jørgensen)
1 af 3
Næste »
 

- Jeg var så træt at mine energiudsving i løbet af en dag. Hver gang jeg havde spist, havde jeg mest lyst til at smide mig på sofaen i en time.

Sådan siger Thomas Rode Andersen, der lever af at lave luksusmad til gæsterne på den københavnske restaurant Kong Hans' kælder, hvor han er chefkok og direktør. Det er også her, midt i tilblivelsen af en avanceret fiskeret, at ekstrabladet.dk møder ham.

Privat spiser han næsten konsekvent som en stenaldermand, eller efter palæo-principperne, som det egentlig hedder. Og det har gjort ham kvit med topmaven, trætheden og humørsvingningerne.

Se også: Stjernekok får eget tv-program på Kanal 5

Kød og grønt er sagen
Vil man spise stenaldermad, er der enkelte principper, man skal leve efter. Der er mad, som man ikke bør røre:

1. Drop alt stivelse! Pasta, kartofler, majs og ris fandtes ikke i tilstrækkelige mængder i stenalderen til, at de kan have udgjort en væsentlig del af vores kost.

2. Skip sukkeret - i særdeleshed det raffinerede, forarbejdede. Hvis du vil tabe dig, bør du også droppe frugter, i hvert fald de søde med meget frugtsukker. Slik hører heller ikke til stenalderføde. Kroppen har ikke brug for nogen form for tilsat sukker.

3. Hvis man vil køre helt striks efter palæo-princippet, er mælkeprodukter dømt ude. Komælk er lavet til kalve, ikke til mennesker, lyder budskabet fra Thomas Rode. Og i stenalderen drak man hverken mælk, spiste ost eller brugte smør. Der findes ingenting i mælk, som man ikke kan få andre steder - heller ikke calcium og kalk, det kan man få i rigelige mængder gennem grøntsager.

4. Ingen korn. Det betyder: Ikke noget brød - heller ikke grovbrød. Stenalderfolket bagte ikke brød. Fandt de korn, som jo nok fandtes i en eller anden form, var det for slidsomt at indsamle korn nok til at brødføde familien. Man fik meget mere ud af at jage dyr, lyder budskabet. De gode ting, som er i korn, blandt andet fibre, finder man også i grøntsager, nødder og bær.

Til gengæld er der også mad, som man må spise løs af uden at bekymre sig. Og her bliver det godt:

1. Spis gerne kød - også fedtkanten. Man bør helst spise kød fra fritgræssende dyr, for dyr på stald fodres med korn, og det ryger med videre i fødekæden.

2. Rent animalsk fedt, fx klaret smør, hører også med i stenalderkosten og kan indtages uden skrupler. Man mener, at den oprindelige kost, som vi - ifølge tilhængerne af stenalderkost - er designede til at spise, fordeler sig på 40 procent fedt, 35 procent protein og 25 procent kulhydrater - ikke for kulhydraternes skyld, men for de næringsstoffer, vitaminer og mineraler, der følger med.

3. Grøntsager i alle afskygninger, gerne rå, og bær og nødder er en naturlig del af stenalderfolkets madpyramide. Men hold lidt igen med de søde rødder som rødbede, gulerod og persillerod. Grønne blade er til gengæld ekstra gode og nyttige med deres store indhold af omega 3 og vitaminer.

Se også: Farvel dit fede dyr

Giv din krop den rigtige benzin
Thomas Rode indrømmer, at det kan være svært at leve som stenaldermand i Danmark anno 2012. I hvert fald er det slut med færdigretter og de traditionelle spisevaner. Men det er ikke umuligt, understreger han, det handler om vaner.

- Jeg lever 90 procent efter palæoprincipperne. Og det gør, at jeg altid har energi. Som kok skal jeg både være frisk om aftenen og om natten, og det kan jeg kun, når jeg spiser, som jeg gør, siger den veltrænede stanaldermand. Han afslører dog, at vaskebrædtet, som han gerne viser frem på billeder, ikke kun kommer af kosten. Der skal - trods alt - også lidt træning til. Men det hele starter med kosten, understreger han.

- Det er ikke en vaskebrætkur, det er en varig omlægning af din kost og hele din livsstil. Sammenlign det med, at du har kørt med dårligt brændstof på din bil længe, og du så skifter til bedre brændstof. Det vil give den en bedre ydeevne - og det samme sker for din krop, siger han.

Og synd, når det skal være
Han føler sig både i bedre form mentalt og fysisk, og han er overbevist om, at han undgår både livsstilsygdomme og overflødige kilo med kosten.

- Når kroppen får den rigtige mad, reagerer den med det samme. Den kan godt skelne mellem skidt og kanel. Og når man for eksempel spiser chips, registrerer kroppen ikke, at den får noget, fordi der ikke er næring i. Den lever stadig i håbet om, at der kommer noget ind, som den kan bruge, derfor smager den første chip lige så godt som den sidste, selvom man har fået mavekneb af at spise så mange, siger kokken.

Han indrømmer dog, at han ind imellem 'synder'. Og det skal der også være plads til, mener han. For selv om han har levet på palæo-måden i mere end tre år, hænder det, at der ryger et godt glas rødvin indenbords.

- Når jeg er ude at spise med min hustru, kan jeg godt nyde en flaske rødvin eller spise en is med børnene. Det skal der være plads til, det skal bare ikke ske hver dag, siger han. Man skal tænke på, at vil man gøre noget godt for sig selv og sine børn, så er det ikke at proppe sig med is eller andet usundt, selvom det er det, vi har lært at belønne os selv med. Så er det at få det gode mad, som kroppen behøver. Og man bliver belønnet med det samme, når man mærker kroppens reaktion, slutter han.

Du kan læse meget mere om stenaldermad og få inspirerende opskrifter i Thomas Rodes bog Stenalderkost, der udkommer d. 10. oktober på Politiken Forlag.

Læs her om Michael Bjørn Hansens nyfundne lykke og slanke linje med stanalderkost.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik