Persondata politik

Farvel dit fede dyr

Michael Bjørn, 44 år, har lagt sit liv helt om, og vil fremover skrive klummer på ekstrabladet.dk hver uge om sit liv som stenaldermand i stedet for ’skraldemand’. Her fortæller han om baggrunden

1 af 1

Seneste i Forbrug

Hent flere
 

For tre måneder siden ville det at sætte mig til at skrive om sund livsstil, svare til at gøre Stein Bagger ansvarlig for undervisning i etisk regnskabsføring på handelshøjskolen.

Som hovedparten af mine landsmænd var jeg godt tilfreds med, hvad jeg puttede i kraniet, uden nogen større bagtanke end det skulle mætte.

106 kg fordelte sig ikke helt urimeligt på mine 183 centimeter – i hvert fald på en måde, jeg kunne leve med. Begunstiget af at leve i et land med en forfalden madkultur kunne jeg på timebasis få øje på mænd med væsentlig større vom og federe kinder end jeg, og så var den hellige grav jo stadig intakt.

Der var således ingen grund til at afvige fra mit synspunkt om, at ingen mand bør veje under 100 kg, og at al mad bliver proportionalt dårligere med mængden af grøntsager.

Se også: Den fede kur til mænd

Desuden laver diverse tankstationer og døgnkiosker jo glimrende føde i form af varme pølsehorn, sirupgrillede kyllingespyd og lignende. Alt sammen skabt for at tage toppen af den lille sult, man jo er ramt af i en grad, der får en til at tro, at det er naturligt.

Jeg er rundet de 40 år, og diverse tjek ved lægen har på intet tidspunkt afsløret noget alarmerende. Nuvel, blodtrykket kunne være bedre. Det var lidt til den høje side, men ikke alvorligt, lød meldingen. Jeg var med andre ord på rette vej mod alderdommen – og jeg har jo også altid sagt, at der skal ekstra kilo med ind i pensionistboligen, for ellers overlever man aldrig en tur på hospitalet i den alder.

Det skulle snart vise sig, at jeg langt fra var på rette vej.

For tre måneder siden blev jeg på jobbet hastet på skadestuen, da en banal omgang næseblod gik fra irriterende til alarmerende. Det dryppede ikke. Det løb med samme hastighed, som når man forsigtigt åbner for vandhanen, og jeg var ude af stand til at stoppe det igen.

Efter en konsultation hos den vagthavende hjertelæge og en kontrol hos egen læge var dommen klar: Dit blodtryk er alt for højt.

Til gengæld havde lægen løsningen: En recept på blodtrykssænkende medicin. Det er uden bivirkninger, og det koster ikke en skid, lød det glade budskab. Det lå lige til højrebenet. Køb pillerne, æd en om dagen, og lev dit liv i sovseland som du altid har gjort.

Alligevel var der noget, der trykkede. En indre uro, der ikke kunne gå i stå. Kan det virkelig være rigtigt, at jeg resten af mit liv skulle spise en pille for at leve?

Der måtte kunne gøres noget andet.

Jeg fik svaret i en tv-udsendelse en sen nattetime på Viasat History. ’Back to the Roots – learning from the Stone Age’ var på skærmen. Og selv om jeg kun er alt for godt klar over, hvor redigeret virkeligheden er på tv, blev jeg alligevel tændt på at lære mere.

Efter indkøb af bogen ’stenalderkost’ af Loren Cordain, var jeg klar. Den blev læst på et døgn, og mit liv har ikke været det samme siden.

Tidligere har jeg altid spist efter den forhåndværende pommes frites’ princip, hvor jeg uden at lyve kunne elske at spise pizza. Franskbrød med ost var en daglig glæde, og en pastaret var erklæret livret. I dag ved jeg, at det i stedet er en død-ret.

I dag følger jeg nogle simple grundregler, der ud over et mærkbart vægttab på 15 kg i løbet af tre måneder, også har givet mig så meget vitalitet og energi, at jeg jævnligt spørger mig selv om, hvor fanden jeg befandt mig henne tidligere?

Hvorfor i alverden fandt jeg det tilfredsstillende bare at blive mæt og i øvrigt ikke foretage mig ret meget andet end at forbedre mit leje i sofaen?

Det bedste af det hele var, at jeg mærkede ændringen allerede en enkelt dag inde i mit nye liv.

Jeg har altid haft rygrad som en regnorm, så havde jeg skulle piske min krop i gang, var det aldrig blevet til noget. Men nu kan jeg slet ikke lade være med at lave noget. Min krop skriger på aktivitet.

Derfor vil jeg i næste uge tage fat på en af de helt store myter i slanke-mysteriet: Motion.

Jeg vil fortælle dig, hvorfor torturkamre kaldet fitnessworld og lignende ikke er det rigtige sted at starte, hvis du vil af med noget af isoleringslaget på kroppen. Glem alt om de urimelige spinning-instruktører, romaskiner og balle-lår træning.

Læs i stedet min klumme her hver fredag og kommenter gerne. Du kan også sende mig en mail, hvis du har forslag til, hvad jeg skal tage op – eller hvis du bare synes, jeg er en klovn.

På gensyn.

Stenalderkost-princippet kan skæres ned til følgende grundprincipper

1. Spis alt det magre kød og fisk, du har lyst til.

2. Spis alle de grøntsager og frugter, du har lyst til.

3. Spis gerne nødder, men ikke for mange. Valnødder er de sundeste.

4. Drop forholdet til Arla – hun kysser dårligt. Med andre ord: Ingen mælkeprodukter.

5. Ingen kornprodukter – heller ikke de mørke og såkaldt grove brødarter.

6. Ingen bælgfrugter – herunder peanuts.

7. Ingen stivelse. Det vil sige nej til majs, ris og kartofler.

8. Nej tak til færdigvarer. Hverken halv- eller helfabrikata kan bruges til noget.

9. Intet salt og sukker, men brug gerne øvrige krydderier.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik