Danmarks bedste hospital får blodrøde smileys

Aarhus Universitetshospital har to gange i træk modtaget den sureste smiley af Arbejdstilsynet

Aarhus Universitetshospital har modtaget to røde smileys af Arbejdstilsynet i 2017. Foto: Claus Bonnerup
Aarhus Universitetshospital har modtaget to røde smileys af Arbejdstilsynet i 2017. Foto: Claus Bonnerup

Selvom Aarhus Universitetshospital hele ni gange er blevet kåret til Danmarks bedste hospital af mediet Dagens Medicin, er hospitalet allerede i årets to første måneder blevet tildelt to røde smileys af Arbejdstilsynet.

Den første røde smiley blev givet den 19. januar i år på Aarhus Universitetshospitals afdeling i Skejby. Allerede den 8. februar var den dog gal igen. Her fik hospitalets afdeling på Nørrebrogade også en rød smiley.

Sammen med de røde smileys fik hospitalet en lang række påbud og strakspåbud af Arbejdstilsynet.

Påbuddene gælder både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø på hospitalet og handler om alt fra dårligt indeklima til for højt arbejdspres blandt de ansatte, dårlige arbejdsstillinger og risiko for faldulykker på hospitalets gange.

”Det er vi kede af”
På Aarhus Universitetshospital ser man med stor alvor på de røde smileys.

- Vi er altid kede af at få den type smileys, for vi vil gøre alt for at sikre, at arbejdsmiljøet er i orden. Det må ikke være farligt at gå på arbejde. Derfor tager vi sådan nogle påbud meget alvorligt, og gør hvad vi kan for at få dem fjernet, siger Claus Thomsen, der er lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, til Ekstra Bladet.

Claus Thomsen mener, at de røde smileys fra Arbejdstilsynet kan skyldes mange ting. Han peger dog på en stor ombygning på hospitalet som den primære årsag til de problemer, der er på hospitalet lige nu.

- Vi er i gang med en større omflytning på hospitalet, fordi vi bygger nyt. Vi er derfor ved at ændre på måden, vi arbejder på og flytter nogle af afdelingerne. Flytningen gør sammen med almindelig travlhed og et stigende pres på sundhedsvæsenet, at vi står med de her problemer. Det er selvfølgelig ikke en undskyldning, men en forklaring, siger Claus Thomsen.

Hyrer konsulenter
Ifølge Claus Thomsen er de på Aarhus Universitetshospital allerede i fuld gang med at rette op på de påbud, som de har fået fra Arbejdstilsynet.

- Det er en løbende proces at rette op på de her smileys. Vi er i gang med at se på alle påbud nu, og det har vi gjort løbende siden 2016, når der er kommet en reprimande fra Arbejdstilsynet. En del af vores påbud er allerede løst, og så er der flere, der er i gang med at blive løst, fortæller han.

Aarhus Universitetshospital har ifølge Claus Thomsen også indgået samarbejde med forskellige eksterne konsulentfirmaer for at løse de problemer, der er påpeget af Arbejdstilsynet, som de ikke kan klare alene.

Blandt andet er et konsulentfirma hyret til at hjælpe hospitalet med at få bugt med det store arbejdspres og de høje følelsesmæssige krav, som mange af de ansatte på hospitalet oplever, når de er på arbejde.

Kvaliteten er det vigtigste
Selvom de røde smileys slår fast, at det står skidt til med arbejdsmiljøet på Aarhus Universitetshospital, så mener Claus Thomsen ikke, at det går ud over patienterne og deres sikkerhed.

- Vi har en høj kvalitet her på hospitalet, men der er selvfølgelig en sammenhæng mellem et godt arbejdsmiljø og kvaliteten, og derfor må vi formode, at vores kvalitet vil stige yderligere for patienterne, når vi har løst problemerne.  Det er dem, vi er der for, så selvfølgelig skal kvaliteten være i orden, siger han.

Ifølge Claus Thomsen vil de på Aarhus Universitetshospital gøre, hvad de kan for at sikre patienternes og medarbejdernes ve og vel. Derfor håber han, at alle påbuddene er løst, næste gang Arbejdstilsynet kommer på besøg på hospitalet.

Arbejdstilsynets smileyordning

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. De holder øje med, at virksomheder har et sundt arbejdsmiljø og arbejder for at forebygge nedslidning, sygefravær m.m. Arbejdstilsynet har følgende smileyordning:

  • Rød smiley: Virksomheden har fået et forbud eller et rådgivningspåbud
  • Gul smiley: Virksomheden har fået et strakspåbud, et påbud med en bestemt frist eller en afgørelse uden handlepligt
  • Grøn smiley: Virksomheden har ikke noget udestående med Arbejdstilsynet
  • Kronesmiley: Virksomheden har et anerkendt miljøcertifikat og har gjort en ekstraordinær indsats for at sikre en høj arbejdsmiljøstandard.

Kilde: Arbejdstilsynet

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen