Sundhed

Forsøg gik galt: Mand erklæret hjernedød

En person erklæret hjernedød efter mislykket forsøg - fem indlagt i kritisk tilstand

  • (Foto: Google Street View)
(Foto: Google Street View)

Opdatering: Tidligere rapporterede franske medier, at der var tale om et smertestillende lægemiddel baseret på cannabis. Det tilbageviser det franske sundhedsministerium nu.

Et klinisk forsøg med smertestillende medicin er gået helt galt i Frankrig. Én person er erklæret hjernedød og fem andre indlagt, oplyser den franske sundhedsminister Marisol Touraine ifølge AFP.

 - En alvorlig ulykke har fundet sted under et forsøg nær Rennes, siger ministeren.

Hun tilføjer, at forsøget er blevet standset øjeblikkeligt.

- Testen blev udført på en privat virksomhed med speciale i kliniske forsøg, fortæller hun videre.

Den franske tv-kanal TF1 rapporterer, at der er tale om et forsøg på et privat laboratorium i Rennes i Bretagne i det nordvestlige Frankrig, som blev foretaget i denne uge.

Her har man angiveligt udført tests på frivillige patienter.

De seks patienter var ifølge sundhedsministeren ved godt helbred, inden de tog medicinen, som den flere franske medier indledningsvis betegnede som et smertestillende lægemiddel baseret på cannabis.

Ulykken fandt ifølge AFP sted i den indledende fase af det kliniske forsøg, som blandt andet skulle vurdere sikkerheden af brugen.

Mens den ene af forsøgspersonerne altså er erklæret hjernedød, er fem andre indlagt på Rennes Universitetshospital Centre Hospitalier Universitaire de Rennes.

TF1 skriver, at forsøgs-lægemidlet ifølge en erklæring fra det franske sundhedsministerium blev givet i pilleform, og er udviklet på et europæisk laboratorium.

Alle forsøg med lægemidlet på klinikken i Rennes i Bretagne i det nordvestlige Frankrig er omgående blevet suspenderet.

Marisol Touraine vil besøge byen senere i dag og ventes at afholde en pressekonference klokken 14.30.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen