Forsiden lige nu: Kvinde dræbt af knivstik

SMS Tip

Test: 17 fladskærme til spotpris

Megatest: Forhandlerne skal af med sidste års modeller, så det er nu, du virkelig kan gøre et fladskærmskup. Se her, hvad du skal vælge

14:18 - 09. jan. 2009 | Kristian Kornø

Fakta: Det skal du tjekke

Får du dit signal fra din egen antenne, skal dit nye fjernsyn have en mpeg4-modtager. Ellers skal du have en modtagerboks, når det analoge signal slukker den 31. oktober 2009.

Kig først og fremmest på billedet. Hvis du får demonstreret skærmen i butikken, skal du ikke nøjes med at se dvd-film. De er flottere end almindelige tv-signaler.

Ignorer de mange tal-specifikationer på skærmene, producenterne er kreative med måleenhederne, så du kan ikke altid stole på dem.

LCD-skærme kan have problemer med at gengive hurtige bevægelser som i f.eks. en fodboldkamp eller i en actionfilm. Så det er vigtigt at få demonstreret et program med hurtige bevægelser.

De kan også være dårligere til at gengive et rigtigt sort-niveau. Hvis den sorte farve i virkeligheden er grå, kommer billedet til at virke livløst. Brug øjnene!

Fakta: Nye signaler

Har du egen tv-antenne, skal du sørge for, at dit tv kan tage det nye signal efter 1. november 2009. Du kan eventuelt købe en såkaldt digitalboks.

Ser du tv via antenneforening, skal du kun gøre noget, hvis du hører fra foreningen.

Ser du tv via kabel, bredbånd eller parabolantenne behøver du ikke gøre noget.

Læs mere om det nye signal på: detnyetv-signal.dk

Priserne på fladskærme er styrtdykket de senere år. Men der er stadig store penge at spare, hvis du kigger dig godt for på januarudsalget. Er du for eksempel på udkig efter et 42 tommer-tv, kan du spare over 5000 kroner ved at købe et Panasonic 42PX8 lige nu hos Elgiganten.

– Forhandlerne skal af med sidste års modeller. Så medmindre du skal have det nyeste nye, så er der gode kup at gøre i butikkerne. Også selv om man tager et generelt faldende prisniveau med, så er der penge at spare i øjeblikket, fortæller Rasmus Larsen, redaktør på sitet Flatpanels.dk .

Vælg de solide mærker
Får du flimmer for øjnene, når du skal vælge mellem hundredvis af forskellige skærme med endnu flere mærkelige forkortelser og tal, er der alligevel et par tommefingerregler at gå efter. Forbrugerrådets blad Tænk tester ofte forskellige fladskærme, og her er Sony-, Pioner-, Panasonic- og de lidt dyrere Phillips-skærme altid blandt de bedste, fortæller testmedarbejder Rasmus Partsch.

– Det er selvfølgelig heller ikke de billigste mærker. Men de er gennem længere tid og flere test kommet ud blandt de bedste, så det kan godt betale sig at give lidt ekstra, siger han.

Køb på nettet
Vil du skære lidt af prisen, kan det også være en god ide at se den nye fladskærm an i de fysiske butikker og efterfølgende købe den i en internetbutik. Man behøver heller ikke betale i dyre domme for at kunne tage masser af forskellige signaler. Det er nemt at købe en modtagerboks ved siden af, hvis det bliver aktuelt, fortæller Rasmus Partsch.

Fladskærms-ekspert Rasmus Larsen, redaktør på sitet flatpanels.dk, giver herunder sin vurdering af tilbudsjunglens mange.

Klik på billedet for at få flere oplysninger om hver skærm.

Test: 17 fladskærme til spotpris

Samsung LE-26A457 Viewpia 26IEB6 Samsung LE-32A676 Prosonic TFD-2635 Sony 32E4020
Set til 3849 kr. Spar 1150 kr. Hvor: cinemagic.dk Set til 3499 kr. Spar 1500 kr. Hvor: GlobeVision.dk Set til 7199 kr. spar 1000 kr. Hvor: happii.dk Set til 2879 kr. Spar 1120 kr. Hvor: Føtex Set til 7999 kr. spar 2000 kr. Hvor: Fona
 
 
 
 
 

En af Samsungs nye serier, der er specielt populær pga. det attraktive sorte, højglans design. Skærmen er 26 tommer og leverer et acceptabelt billede til f.eks. børne- eller soveværelset, men standardfarverne er overmættede, og billedet kræver generelt indstilling for at blive optimalt. På analoge signaler er billedkvaliteten også lidt fnidret.

Viewpias tv leverer overbevisende billedkvalitet og er efter min mening det bedste bud på et tv, der både leverer god billedkvalitet og funktionalitet i 26-tommer-klassen.

Billedkvaliteten er i den gode ende, og skærmen har ingen kritiske billedrelaterede problemer. Man følger en gylden mellemvej og er således ikke helt oppe at blande sig mellem de bedste skærme. Du får imidlertid fine egenskaber i form af bl.a. relativ dyb sortgengivelse.

Prosonic frister ofte i Bilka og Føtex med lave priser på fladskærme. Desværre er billedkvaliteten tit grænsende til sørgelig, og denne model skiller sig ikke ud. Billedet er støjfyldt, uden detaljer, og farverne er overmættede og upræcise. Det er ikke et tv, jeg kan anbefale – brug i stedet lidt ekstra penge på et bedre tv.

Sony lancerede deres ’E-serie’ i sommer. Den kombinerede et frisk nyt, hvidt design med en digital billedramme. På den måde kan man omdanne skærmen til f.eks. et Van Gogh-maleri, når man ikke ser film. Teknisk er E4000-serien fra Sony identisk med W4000-serien og har derfor samme billedkarakteristika. Skærmen håndterer digitale signaler og HDTV-signaler flot, men kæmper med gengivelsen af de mørkeste scener, hvor der dels mangler detaljer, dels forekommer lidt slør på bevægelser. Men skærmen kan vise klare og naturlige billeder, uden overmættede og unaturlige farve

Sony 32S4000 Philips 32PFL5403H Zepto Pantheon A32 Samsung LE-37A656 Philips 42PFL7403H
Set til 3999 kr. spar 2000 kr. Hvor: Bilka Set til 4499 kr. Spar 2500 kr. Hvor: El Giganten Set til 3499 kr. Spar 1096 kr. Hvor: Zepto.dk Set til 8095 kr. spar 3000 kr. Hvor: Happii.dk Set til 10.999 kr. spar 2000 kr. Hvor: Fona
 
 
 
 
 

Sonys ’S-serie’ er en af de velkendte favoritter i de store varehuse. Den har været lavet gennem mange generationer, men har altid figureret som en af Sonys billige serier. Billedkvaliteten er blevet markant forbedret over årene, men jeg synes alligevel, at billedet halter en del efter eksempelvis Sonys egne bedre og dyrere serier – og afstanden er forøget de sidste par år. Den kan være fristende pga. den lave pris, men du får bedre billedkvalitet ved at satse på f.eks. Philips 5403D-serie eller Zeptos Pantheon.

Billedkvaliteten på 32PFL5403H er noget af det bedste i 32 tommer-segmentet. Den udkonkurrerer flere af de andre apparater og leverer desuden meget flydende billeder, med god detaljegrad og en fin og acceptabel gengivelse af sort og gråtoner. Billedet kræver imidlertid lidt indstilling fra begyndelse, da der er skruet op for flere parametre. Men Philips brugervenlige menuer gør det nemt og bekvemt for selv den mindre tekniske bruger.

Med Pantheon-serien giver Zepto en udmærket billedkvalitet og en forholdsvis god gengivelse af mørke farver, som er vigtigt for dybden i billedkvaliteten – specielt i aftentimerne. Der er ikke udpræget slør på skærmen, og den er således ideel til sport. Alt sammen er pakket ind i et sort højglansdesign i tidens ånd.

Billedkvaliteten er den bedste, jeg endnu har set fra Samsung, og jeg er specielt imponeret over HD-gengivelsen, som virkelig er flot. Der er lidt problemer med responstiden i de helt hurtige scener, hvor noget af detaljegraden falder fra, men HD står generelt knivskarpt og overbevisende. 100 Hz-systemet er dog ikke særlig godt, og det får film til at virke unaturlige, som var de optaget med et videokamera, og det anbefales derfor at slå 100 Hz fra.

Philips prioriterer billedforbedringskredsløb højt, når de producerer tv-apparater. Man vil så vidt muligt prøve at udglatte bevægelser, forbedre skarphed og generelt optimere billedegenskaberne. 7603H er en mellemserie fra Philips, hvor man har integreret Pixel Plus og Natural Motion. Skærmen håndterer også bevægelser i billedet meget flydende og stort set uden slør. Det er flot og praktisk til sportsudsendelser, men kan godt give film et lidt unaturligt udtryk. Skærmen har høj skarphed i billedet og digitale signaler håndteres meget flot. Ligesom med Samsungs skærme er standardindstillingerne dog ikke så præcise, og det optimale billede opnås først efter indstilling i menuerne.

Sony KDl-40W4000 Panasonic 42PX8 Zepto Pantheon A42 Panasonic 46PZ85 Sony 46W4500
Set til 7999 kr. spar 3000 kr. Hvor: Fona Set til 4949 kr. Spar 5050 kr. Hvor: Elgiganten Set til 4995 kr. Spar 1500 kr. Hvor: Zepto.dk Set til 12.599 kr. Spar 1000 kr. Hvor: happii.dk Set til 11.840 kr. spar 3000 kr. Hvor: Happii.dk
 
 
 
 
 

Sonys W4000-serie er teknisk identisk til E4000-serien, som vi har testet i en 32 tommer-version. Forskellene består udelukkende i design, og W4000-serien tager den populære sorte, højglans under kærlig behandling i Sonys fortolkning af moderne design. Billedkvaliteten er identisk med den testede E-serie, og selv om Sony præsterer meget fornuftigt med præcise og naturlige farver, har skærmen samme problemer med gengivelse af de mørke nuancer og lidt slør, når der er bevægelse i mørke farver. Det er en skam, da Sonys W-serie ellers er et rigtigt godt tv.

PX8 har bedste billedkvalitet blandt de testede 40/42 tommer-skærme. Panasonic formår at distancere sig ved at levere et billede med bedre gengivelse af sort, præcise farver og god dybde. Tv’et håndterer desuden hurtige sports- og filmsekvenser på elegant vis, så slør minimeres. Eneste ulempe er, at HD ikke er blandt testens bedste. Det står flot, men der er synlig forbedring at hente ved f.eks. at gå op til Panasonics egne PZ-serie. PX8 har også lidt skrabede funktioner i forhold til sin storebror PX80, der ofte fås for få hundrede kroner mere.

Zepto benytter et ’Full HD’-panel, der giver bedre billedkvalitet end 32-tommer-versionen. Tv’et har en del af de samme træk som den mindre model – og således også en forholdsvis god gengivelse af sorte farver, som er vigtigt for dybden i billedkvaliteten. Ligesom sin 32-tommers lillebror er der ikke udpræget slør, og modellen er således ideel til sport. Den placerer sig derfor solidt i feltet til en rigtig god pris.

46PZ85 fra Panasonic leverer et fantastisk billede til prisen. Af samme grund er Panasonics PZ-modeller rost i en række anmeldelser, og det er også skærmen, som tager sig bedst ud blandt 46 tommer-modellerne i vores test. Den halter en smule efter Pioneers absolutte top-tv, LX5090H, men med 46PZ85 får man et af markedets bedste billeder – til en fornuftig pris. Det er et meget anbefalelsesværdigt tv, som jeg personligt er meget imponeret over.

W4500 er efterfølgeren til W4000 fra Sony, og den mest interessante tilføjelse er 100 Hz-teknologien, der gør bevægelser og hurtige scener på skærmen flydende og næsten slørfri. Jeg er ikke særlig begejstret for disse 100 Hz-systemer generelt, men Sonys variant klarer opgaven til UG og skaber virkeligt et billede, der er mere flydende, uden at det bliver unaturligt. Skærmen har herudover også relativ god billedkvalitet, og jeg er specielt begejstret for digitale signaler og HDTV, som står virkelig flot på skærmen. Den kommer dog ikke helt op på niveauet for Panasonic 46PZ85.

Samsung LE-46A866 Sharp 32X20S
Set til 17.999 kr. spar 2000 kr. Hvor: Happii.dk Set til 5499 kr. spar 1500 kr. Hvor: Elgiganten
 
 

Billedkvaliteten er den bedste, jeg endnu har set fra Samsung, og jeg er specielt imponeret over HD-gengivelsen, som står drønflot. Der er lidt problemer med responstiden i de helt hurtige scener, hvor noget af detaljegraden falder fra, men HD står generelt knivskarpt og overbevisende. 100 Hz-systemet er dog ikke særlig godt, og det får film til at virke unaturlige, som var de optaget med et videokamera, og det anbefales derfor at slå 100 Hz fra. Prisen er dog for høj i betragtning af, hvad man kan få fra Panasonic eller Sony.

Sharp er et overset brand herhjemme, men mange af deres skærme er anbefalelsesværdige, og de nyder stor succes i bl.a. England og USA. ’X20’-serien er en relativ ny skærmserie og placerer sig i mellemsegmentet. Den leverer ikke fantastisk billedkvalitet, og betragtningsvinklerne er ret begrænsede, men til prisen får du en fornuftig skærm.

Annonce

Find alle kup!'s tests og artikler:

Annonce

Ingen artikler
  • Seneste i Kup
Ingen artikler

Img