SMS Tip

Hvilken Google-mobil er bedst?

Vi har haft fingrene i HTC Legend og Sony Ericsson X10. Hvilken fortjener en plads i din lomme?

12:58 - 23. mar. 2010 | Jeppe Christensen

-

Det kan godt være, at iPhone-feberen stadigvæk raser her i landet, men konkurrenterne er faktisk klar med nogle spændende og højtprofilerede mobiler, der gør klar til at sparke Apple i knæhaserne. Vi har kigget på to aktuelle smartphones: HTC Legend og Sony Ericsson X10.

Fælles for de to mobiler er, at de begge er baserede på det Google-designede operativsystem; Android. Og det er ikke en tilfældighed. Vil du skabe en mobil, der kan konkurrere med iPhone hvad angår funktionalitet og brugervenlighed, så kommer du ikke uden om Google.

Heltens efterfølger er en legende
HTC Legend er en af forårets mest ventede mobiler. Det er den direkte efterfølger til sidste års succes, HTC Hero, men denne gang har taiwanerne skiftet plastikken ud med et etui, der er fræset ud af et stykke aluminium. Legend ser ikke bare hamrende lækker ud, den føles også herlig i hånden og er tilpas tung og robust til, at du selv tror på, at den kan klare det hårde liv på farten.

Den har en 3,2-tommer skærm, der bruger AMOLED-teknologien. Det får fotos og video til at tage sig fremragende ud, men farverne har også fået et boost og det er måske ikke den mest naturtro gengivelse i verden. Det er de fleste dog nok ligeglade med.

Fremragende på alle leder og kanter
Mobilen er udstyret med Android i nyeste version 2.1, og softwaren er velfungerende, hurtig og nem at finde rundt i. HTC har bygget videre på sagerne og lagt sin egen brugergrænseflade ovenpå, der hedder Sense. Det får Android til at se lidt mere sexet ud, og du bliver forført af lækker grafik og flotte animationer, f.eks. når vejrudsigten viser at det er tåget og tågen langsomt kører hen over din hjemmeskærm, når du låser mobilen op.

Legend gør det dejligt nemt at holde kontakten med vennerne på Facebook og Twitter, surfe internettet, tjekke videoer på YouTube og finde vej med Google Maps. Det indbyggede 5-megapixel kamera er kun middelmådigt, men tager da okay billeder under optimale lysforhold.

Det er en på alle måder anbefalelsesværdig mobiltelefon, især til prisen på 3.500 kroner uden abonnement. Den føles nemlig dobbelt så dyr, når du har den i hænderne.

HTC Legend
3.500 kroner uden abonnement
SE DEN HER

En usleben diamant
X10 er Sony Ericssons første forsøg på en Android-mobil, og svenskjapanerne har arbejdet på den i hvad der føles som en evighed. Det eksemplar, vi har fået i hænderne, er ifølge Kenneth Mølller, landechef hos Sony Ericsson, 99 % færdigt og bør altså minde om de modeller, der finder vej til de danske butikshylder om få ugers tid.

På papiret er X10 lidt af et monster med 1GHz processor, gigantisk 4-tommer skærm og et 8-megapixel kamera, der har alle de funktioner vi nu kender og forventer fra kompaktkameraerne.

En stor del af oplevelsen i X10 er Sony Ericssons to programmer - Timescape og Mediascape - der henholdsvis forsøger at samle alle dine sociale kontakter og dine digitale medier et sted.

Godt forsøgt, men...

Hvis vi skal være helt ærlige, så fejler Sony Ericsson med Timescape. Det ser flot ud når opdateringer præsenteres i en fræk 3D-visning, men overskueligt er det altså ikke og grafisk set hakker det også en smule.

Så er Mediascape meget bedre. Her samles alle dine videoer, fotos og musiknumre. Selvom musikafspilningen måske er lidt for bøvlet, så er helhedsoplevelsen rigtig god, og det er nemt at købe ny musik fra PlayNow-butikken eller tjekke de fotoalbums, du allerede har uploadet til Facebook eller Picasa.

Desværre virker X10 ikke helt så helstøbt som HTC Legend eller eksempelvis Googles egen mobil, Nexus One. Den store LCD-skærm er lækker til fotos, videoer og store websider, men på trods af de potente specifikationer, så virker den lidt sløv når du navigerer rundt i den. Vi tror det skyldes Sony Ericssons lidt kluntede software, fordi webbrowseren, Google Maps og en Facebook-applikationen er alle superhurtige og reagerer prompte på kommandoer.

Det handler om softwaren
Kameraet i X10 er fremragende og kan næsten sammenlignes med et billigt, rigtigt kamera som du har hevet ned af hylden i indkøbscentret. Det virtuelle tastatur er ikke helt så godt som det på HTC Legend eller eksempelvis iPhone, men med lidt øvelse er det til at leve med.

X10 har rigtig meget potentiale, men softwaren er lidt rusten i kanterne. Det er også værd at nævne, at X10 kun kommer med Android i version 1.6 og firmaet vil endnu ikke afsløre hvornår der er en opdatering klar, der får versionsnummeret op til 2.1.

Hvis Sony Ericsson forpligter sig at forbedre software med hurtige og hastige skridt, så kan X10 kun blive bedre og bedre med tiden. Lige nu er det en usleben diamant.

Sony Ericsson XPERIA X10

Forventet pris: 4.500 kroner uden abonnement

SE DEN HER

Annonce

Find alle kup!'s tests og artikler:

Annonce

Ingen artikler
  • Seneste i Kup
Ingen artikler

Img