SMS Tip

Mit bord falder fra hinanden

Vagthundene: Rasmus Knudsen købte et bord, som nu ikke vil sidde sammen, men Lagersalgforresten afviser hans reklamation

08:01 - 25. feb. 2009 | Vagthundene

Rasmus mente, han havde gjort et kup, da han fandt et spisebord til 2000 kroner - siden er 'kuppet' faldet fra hinanden. (Foto: Jan Unger)

Gode råd
- Sørg altid for at undersøge varen grundigt, hvis du køber andensortering eller udstillingsmodeller. Fejl, som du har set, eller som sælgeren påpeger, før du køber varen, kan du ikke klage over bagefter.

- Få altid skrevet det på kvitteringen, hvis der er synlige skader.

- Sørg altid for at reklamere, så snart du opdager fejlen.

- Sælgeren må normalt kun reparere eller ombytte en til to gange. Derefter kan du få pengene tilbage.

Problemets kerne. Skruerne, der skal holde bordbenene på plads, falder ud. (Foto: Jan Unger)

Kære vagthundene
Den 19. september sidste år købte jeg et spisebord til 1899 kroner ved lagersalgforresten.dk.

Af firmaets hjemmeside fremgår det, at deres varer er nye, men sælges som andensortering, da de ofte ikke kan tage varer retur, da man blandt andet køber fra konkursboer.

Cirka en uge efter, jeg havde købt spisebordet, faldt det ene bordben af.

De gevind, der sad i bordet, som bordbenenes skruer skulle skrues fast i, skar sig ud af træet i bordet. Da jeg ringede og klagede, kom en af firmaets ansatte ud, tog det defekte bordben med og fik det repareret.

Desværre skete det samme med et af de andre bordben i starten af december, og de to sidste ben på bordet sad heller ikke for godt fast.

Jeg ringede nu til Lagersalgforrestens Sæby/Høng-afdeling, hvor bordet var købt. Her fortalte man mig, at man ikke ville gøre mere ved min sag, da man var midt i et ophørsudsalg. Desuden var bordet købt som andensortering, hvorfor jeg ikke havde krav på mere service eller garanti - jeg havde allerede fået 'ekstra service' ved at få det første bordben repareret, mente de.

Jeg kontaktede nu Lagersalgforrestens direktør og fortalte ham om sagen. Hans kommentar var, at man ikke ønskede at gøre mere ved sagen, da bordet var købt billigt, og jeg havde ikke krav på reklamation eller garanti.

Jeg mener dog ikke, 1899 kroner er så billigt, at alle ens rettigheder som forbruger bortfalder. Hvad siger I?

Venlig Hilsen
Rasmus Knudsen, Valby

Du har fuld reklamationsret
Kære Rasmus

Det passer ikke, når firmaet siger, at din reklamationsret ikke gælder, fordi bordet er købt som andensorteringsvare. Købeloven gælder altid ved køb af varer - også for udstillingsmodeller og andensorteringsvarer - og du har derfor to års reklamationsret på bordet,

Når en vare bliver solgt som andensorteringsvare, kan vurderingen af, om den er mangelfuld, være lidt anderledes, end hvis varen er fabriksny og førstesortering. For eksempel kan man ikke klage over de defekter, der har gjort, at varen er andensortering. Men defekterne skal enten være umiddelbart synlige, eller også skal der være gjort særligt opmærksom på dem inden købet.

Jeg vil ikke mene, at du skal finde dig i, at bordbenene falder af. Du har derfor ret til at få dit bord repareret. Hvis det ikke kan repareres, kan du ophæve købet og få pengene tilbage. Det er heller ikke dit problem, at sælgeren er midt i et ophørsudsalg. Så længe forretningen stadig eksisterer, har de pligt til at tage sig af din reklamation.

Jeg vil råde dig til at kontakte sælgeren endnu en gang og forklare, at købelovens regler også gælder for dit bord, og bede ham om at reparere det uden omkostninger for dig.

Hvis sælgeren afviser dig, kan du indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet.

Med venlige hilsen
Martine Kiding

Lagersalgforresten: Vi afviser reklamationen
- Kunden siger, at han har fået at vide, at han ikke havde reklamationsret, fordi varen var andensortering?

- Det er ikke korrekt. Selv om det er en andensorteringsvare, så har han selvfølgelig ret til at reklamere. Men vi har jo også ret til at afvise en reklamation, og det har vi gjort i det her tilfælde, siger direktør i Lagersalgforresten, Dan Jeppesen.

- Hvorfor?

- Det er, fordi vi har vurderet, at det ikke var en rimelig reklamation. Det er nogle bolte, der går ind i benet, der er gået løs. Benet har han selv monteret, og hvis man for eksempel overspænder det, så kan man godt selv trække sådan nogle skruer ud. Det kan også være, at han har sat bordet sidelæns, skråt ned, og det er jo et massivt træbord, der er meget tungt, så det kan skruerne ikke holde til. Jeg kan selvfølgelig ikke bevise, det er det, der er sket, men han kan heller ikke bevise, at det ikke er sket.

- I vil ikke reparere bordet?

- Nej. Enten kan han sende varen retur, eller også må han klage til Forbrugerstyrelsen, og så venter vi på en afgørelse, hvor der er en sagkyndig, der har set på bordet. Og deres afgørelse vil vi naturligvis rette os efter, siger Dan Jeppesen.

- Han kan altså godt få pengene tilbage?

- Han er velkommen til at sende bordet retur til os. Så kommer vi lidt lim i hullerne, sætter boltene på igen og sælger bordet en gang til.

Har du en sag, som vagthundene skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk

Annonce

Annonce

Ingen artikler
Ingen artikler

Annonce

Img