SMS Tip

Vejret i dag:
-11°

Elgiganten ville destruere min computer

Vagthundene: Brian Skaarup var godt træt af Elgiganten, da de havde haft hans computer til reperation i næsten 6 uger, uden at høre nyt

08:01 - 11. mar. 2009 | Vagthundene

Efter seks ugers tovtrækkeri har Brian endelig fået en ny computer OG en sikkerhedskopi af sin gamle harddisk fra Elgiganten. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Gode råd
- Få altid dine aftaler på skrift.
- Hvis du har telefonisk kontakt, så få navnet på den, du har talt med, så du kan henvise til vedkommende, næste gang du er i kontakt med butikken.
- Når telefonsamtalen er afsluttet, så bed medarbejderen sende dig en mail, der kort bekræfter, hvad I har talt om, og hvad I har aftalt.
- For din egen skyld er det en god ide, at du selv sikrer dig sikkerhedskopier af dine filer, før du afleverer din computer til reparation.

Kilde: Forbrugerstyrelsen

Kære vagthunde
I maj 2008 købte jeg en bærbar pc hos Elgiganten i Tilst. Den bryder sammen i starten af januar 2009
Jeg indleverer den til reparation. Ekspedienten fortæller mig, at producenten i mellemtiden er blevet opkøbt af Acer, og derfor kan reparationen tage op til fire uger, hvilket jeg accepterer. Samtidig gør jeg opmærksom på, at jeg ikke har en frisk sikkerhedskopi af mine data og derfor meget gerne vil have dem ud af maskinen.

Samtidig med indleveringen modtager jeg en kode, så jeg kan følge min sag på nettet.

Men de næste fire uger står der kun, at computeren er modtaget på værksted 12. januar - intet andet!

De næste 10-12 dage kontakter jeg kundeservice mindst otte gange. Hver gang får jeg en dårlig undskyldning om, at man venter på reservedele.

Til sidst får jeg med møje og besvær serviceafdelingen til at love, at jeg vil få en afklaring inden 24 timer. Men intet sker.

To dage senere modtager jeg endelig en mail om, at min pc ikke kan repareres, men at jeg kan hente en anden i forretningen!

Jeg henter den nye pc og skriver til serviceafdelingen, at jeg stadig forventer at få mine data retur, som jeg har gjort opmærksom på flere gange i forløbet. Svaret fra Elgiganten er kort og godt, at jeg selv har valgt at få en ny pc, og derfor er min gamle pc blevet sendt destruktion.

Men jeg fik aldrig noget valg. Det blev truffet for mig af Elgiganten.

Jeg har altså undværet min pc i seks uger, fået den ombyttet uden at ville det og risikeret at miste mine vigtige data.

Hvad er mine rettigheder som kunde i denne situation?

Venlig hilsen
Brian Skaarup, Tilst

Det er dårlig service
Kære Brian

Som forbruger har man selv ansvaret for at lave en sikkerhedskopi af filerne på sin computer, inden den bliver sendt til reparation. Men du har oplyst Elgiganten flere gange om, at du gerne ville have dine data ud af computeren, inden Elgiganten destruerer den, og det er uheldigt, at du ikke fik mulighed for tage en sikkerhedskopi, inden computeren blev sendt til destruktion. Her er det en god idé at få skrevet det på din indleveringsseddel som bevis på, hvad I præcist har aftalt.

Jeg kan dog forstå, at du efterfølgende har modtaget dine data. Jeg vil råde dig til, at du fremover tager sikkerhedskopier af din harddisk.

Når man køber en vare, og der opstår fejl, skal sælgeren afhjælpe inden for rimelig tid. Rimelig tid er en konkret vurdering, men fire uger vil normalt være for lang tid. I dette tilfælde har du dog valgt at acceptere den forholdsvis lange reparationstid, og du kan derfor ikke klage over det nu.

Du skriver, at du har fået computeren ombyttet uden at ville det. Hvis det giver uforholdsmæssige store omkostninger for Elgiganten at reparere din computer, kan de ombytte din computer til en computer nøjagtig magen til den, som du oprindeligt købte, medmindre I aftaler andet, f.eks. at du kan få dine penge tilbage.

Med venlig hilsen
Christian Schreitmüller

Elgiganten: Reparationen tog for lang tid
- Hvorfor skulle der gå seks uger, før kunden fik en anden computer?

- Reparationen har desværre taget alt for lang tid, og det er meget utilfredsstillende. Det er også derfor, vi tilbyder kunden en ny pc. Bagefter informerer kunden os så om, at han har nogle data, han godt vil have ud, fortæller Jakob Reland, som er servicemanager ved Elgigantens hovedkontor.

- Kunden siger, at han har informeret jer fra starten.

- Det er rigtigt, men han er også blevet gjort opmærksom på, at det ikke var sikkert, at vi kunne genskabe hans data efter reparationen. Men uanset hvad er det ikke godt nok, at der går så lang tid. Men når vi skal have pengene for den gamle pc, skal producenten også have pc'en igen. Vi fik at vide, at den var sendt til destruktion, men vi satte en større eftersøgning i gang, og det lykkedes os at få stoppet destruktionen. Nu har vi fået lov til at låne harddisken, så vi i fællesskab med Brian kan genskabe hans data.

- Hvornår kan kunden regne med at få sine data igen?

- Vi har bedt om at få sendt harddisken til varehuset. Han får sine data på en cd i løbet af denne uge.

Har du en sag, som vagthundene skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk

Annonce

Annonce

Annonce

Img