SMS Tip

Hjælp, jeg er fanget i konkurs-kaos

Vagthundene: Efter Bent Steen Zöllner havde indleveret sin nye computer til reperation gik firmaet konkurs. Kan han få sin computer igen?

11:48 - 18. maj. 2009 |

Bent Zøllner er sur! Hans kun fire måneder gamle computer har aldrig virket, nu er sælger gået konkurs, og Bents computer ligger og roder rundt i konkursboet, så indtil videre må han klare sig med sønnens bærbare. foto jakob jørgensen

Gode råd
Sådan anmelder du et krav, hvis virksomheden er gået konkurs:
- Skifteretten udpeger en kurator for boet, som er en advokat.
- Du kan henvende dig til retten i den retskreds, hvor virksomheden har adresse for at få oplyst, hvem der er kurator. Hvis det er i Storkøbenhavn, er det Sø- og Handelsretten.
- Anmeld dit krav skriftligt til kurator med angivelse af størrelse og begrundelse for kravet.
- Du vil få et brev tilbage med et gældsborgnummer, som betyder, at dit anmeldelse er modtaget. Det betyder desværre ikke, at du nødvendigvis får nogen penge, når boet er opgjort.
- Husk at gemme al skriftlig dokumentation.
- Læs mere om konkurser på forbrug.dk.

Kilde: Forbrugerstyrelsen

Skriv til Vagthundene:

kup! og juristerne Christian Schreitmüller og Martine Kiding fra Forbrugerstyrelsen hjælper hver uge læsere der er kommet i klemme. Mailadressen er: vagthund@eb.dk

Det kan du klage over

- Du kan gå til Vagthundene med klager over fejl, mangler og problemer med en konkret vare. Du kan også henvende dig med dårlige ydelser såsom abonnementer, rådgivning og behandling.

- Det er vigtigt, at du har købt eller bestilt varen eller ydelsen som privatperson og ikke på vegne af en virksomhed.

- Beløbet, du har købt for, skal være over 500 kroner.

- Du skal - hvis vi beder dig om det - være i stand til at kunne dokumentere dine synspunkter skriftligt (eksempelvis med faktura eller bon).

- Du kan som udgangspunkt ikke gå til Vagthundene med klager over handel med fast ejendom og tjenesteydelser ved fast ejendom. Det samme gælder visse sundhedsydelser såsom fejlbehandling, som du dog fortsat kan gå til Ekstra Bladets journalister med.

- Husk at besvare følgende i din mail: Hvilket produkt og hvilken pris er der tale om? Hvilken forhandler/firma? Hvornår blev handlen indgået? Hvornår klagede du til forhandleren/firmaet? Hvordan reagerede forhandleren/firmaet på din klage?

Vagthundene kan desværre ikke nå at behandle alle sager, som sendes til kup! Men vi vil gøre os umage for at udvælge de sager, som flest muligt læsere ville kunne genkende samt sager af principiel karakter.

Mailadressen er: vagthund@eb.dk

Kære vagthunde,

30. januar 2009 købte jeg en computer (uden skærm) hos Multimedia World, Falkoner Allé 67, 2000 Frederiksberg.

Efter installation af Windows og programmer viste computeren hurtigt fejl. For det første reagerede computeren ikke ved tryk på startknappen, jeg skulle først slukke og tænde for strømforsyningen, ligesom Windows kørte meget ustabilt.

9. marts 2009 blev computeren indleveret på sælgers værksted. 19. marts 2009 blev jeg ringet op af en reparatør, der fortalte mig, at de ikke kunne finde fejlen. De havde testet den fra A - Z, og de henholdt sig til deres bestemmelser om, at det kostede 400 kr. pr. halve time, hvis der ikke blev konstateret fejl.

20. marts 2009 afhentede jeg computeren og betalte 800 kr.

22. marts 2009 gik jeg i gang med at installere mine programmer, og jeg opdagede hurtigt, at fejlen med startknappen var der endnu, og jeg bemærkede også, at harddisken var meget ustabil.

Jeg sendte mails til værkstedet om, at nøjagtig de samme fejl var der endnu.

Værkstedet svarede, at de måtte have computeren derover igen, da der selvfølgelig ikke skulle være fejl på computeren.

30. marts 2009 blev computeren igen indleveret på værkstedet vedlagt en helt nøjagtig og fyldestgørende fejlbeskrivelse. Jeg fik at vide, at computeren ville være klar inden for en uge.

Den 7. april tog jeg forbi Multimedia World, hvor jeg kunne se, at flyttefolk var i færd med at tømme forretningen. Jeg fik at vide, at computeren ville blive udleveret i den næste uge, men jeg kunne ikke få oplyst, om computeren ville være repareret.

Jeg har endnu ikke hørt fra firmaet, og jeg er derfor bange for, at jeg har en computer stående i et konkursbo, som vil udlevere en defekt computer.

Hvem skal betale for reparationen, og har jeg krav på at få udbetalt de 800 kr., som jeg allerede har betalt?

Mange venlige hilsener
Bent Steen Zöllner

Du må slås med konkursboet
Kære Bent Steen Zöllner

Som du er klar over, er Multimedia World gået konkurs. Det betyder, at alle betalinger og reparationer formentlig sættes i bero. Hvis din computer ikke er blevet repareret, inden konkursen indtrådte, vil du få den udleveret urepareret.

I det tilfælde kan du vælge at anmelde dit krav i boet. Det vil sige, at du skal regne ud, hvad reparationen vil koste og anmelde beløbet i boet. Hvis du hellere vil ophæve købet for computeren, kan du vælge at anmelde krav om udbetaling af hele købesummen i boet, men så skal du levere computeren tilbage, da den så vil være boets ejendom.

Uanset hvad du vælger, skal du være opmærksom på, at der formentlig ikke er mange penge i boet, og at der er risiko for, at du kun får udbetalt en meget lille del eller slet ingen. Jeg vil derfor råde dig til at beholde computeren, når du får den udleveret og anmelde det beløb, som en reparation vil koste. Da din computer er under et år, kan der være en producentgaranti tilknyttet, som kan dække omkostningerne til en reparation. Det kan du undersøge hos producenten.

Du har accepteret at betale for den første undersøgelse, og derfor er der som udgangspunkt indgået en bindende aftale. Hvis computeren dog viser sig at have den fejl, som du klagede over første gang, har du muligvis krav på at få tilbagebetalt de 800 kr., som undersøgelsen kostede.

Desværre kan du ikke få udbetalt de 800 kr. kontant, men du kan vælge også at anmelde det krav i boet.

Venlig hilsen
Martine Kiding

Butikschef: Ny pc og pengene tilbage
Bent Steen Zöllner kan efter mange måneder ånde lettet op. Multimedia World har fået ny ejer, og den utilfredse kunde har fået en ny computer og sine 800 kroner tilbage.

- Hvorfor denne kovending?

- Vi opkræver et gebyr, når vi skal undersøge en kundes computer. Men når den bliver indleveret to gange med samme fejl, skal kunden ikke betale, og Bent Steen Zöllner har derfor allerede fået sine penge tilbage. Vi er ikke bange for at indrømme, når vi har begået en fejl, og det har vi gjort denne gang. Vi har ikke kunnet konstatere en fejl i computeren, men har valgt at udskifte al indmad, og han har fået, hvad der svarer til en helt ny computer, siger butikschef Lars Arberg.

- Hvorfor skulle han vente så længe?

- Fordi Multimedia World har været gået konkurs, og fordi vi har foretaget nogle udskiftninger. Derfor har kunderne måttet vente i længere tid, siger butikschefen.

Har du en sag, som vagthundene skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk

Annonce

Annonce

Ingen artikler
Ingen artikler

Annonce

Img