SMS Tip

Vejret i dag:
-11°

Canal Digital skylder mig penge

vagthundene: Jakob Jensen opsagde i slutningen af 2008 sit internet hos Canal Digital op, men venter stadig på at få restbeløbet tilbage

08:07 - 26. maj. 2009 | Vagthundene

Jakob Jensen har mere end svært ved at hive de penge ud af Canal Digital, som han har til gode. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Gode råd
- Klag altid skriftligt og få virksomheden til at bekræfte, at de har modtaget klagen. Det er vigtigt, at du kan dokumentere, at du har klaget.
- Hvis du har et tilgodehavende, er det en god idé at kontakte virksomheden med jævne mellemrum og presse på, for at de udbetaler pengene.
- Når det drejer sig om internet- og telefonabonnementer, har du mulighed for at klage til Teleankenævnet.

Kære Vagthundene
Jeg opsagde i slutningen af sidste år mit internet via kabel hos Canal Digital. Det blev opsagt til udgangen af 2008. Jeg havde derefter otte dage til at returnere det udstyr, jeg havde fået stillet til rådighed, hvilket blev gjort. Som hos de fleste internet- og tv-distributører betaler man tre måneder forud, hvilket jeg også har gjort.

Det vil sige, at jeg i slutningen af 2008 betalte for december-februar, hvilket medførte, at Canal Digital skulle tilbagebetale to måneders forudbetalt internet.

Jeg kontaktede første gang Canal Digital i midten af februar for at høre, hvornår jeg kunne forvente at modtage mine penge, og svaret var, at der kunne gå to måneder.

Siden har jeg kontaktet dem mange gange, og 27. april sendte jeg en fax (til et faxnummer oplyst af kundeservice) med besked om, at de havde fem dage til at tilbagebetale pengene, ellers ville der blive taget yderligere aktion til inddrivelse af gæld.

Jeg gav dem mine kontakt- og konto-oplysninger, men har nu - flere uger senere - stadig intet hørt eller set til mine penge, hvilket jeg finder dybt utilfredsstillende.

Jeg finder hele situationen mere eller mindre håbløs og vil derfor høre, hvad jeg kan gøre?

Med venlig hilsen
Jakob Jensen

Betaling inden for rimelig tid
Kære Jakob Jensen

Det lyder, som om det er en meget irriterende situation, du er kommet ud for. I dit tilfælde har du taget kontakt til Canal Digital, men det lader ikke til, at de har helt styr på deres bogholderi. Som udgangspunkt har de pligt til at betale pengene tilbage inden rimelig tid.

Det er altid en konkret vurdering, hvad rimelig tid er, men de skal have mulighed for at gennemgå dine regninger og få iværksat tilbagebetaling. Du kan efter renteloven få renter af de penge, du har til gode 30 dage efter, du har fremsat krav herom.

Hvis ikke du hører fra Canal Digital, kan du prøve at kontakte Teleankenævnet for at høre, om de kan hjælpe dig med din klage.

Med venlig hilsen
Christian Schreitmüller

Canal Digital: Det er vi ikke stolte af
Det er en fejl, at Jakob Jensen ikke har fået sine penge retur, og det er stik imod Canal Digitals politik, forsikrer Catja Middelbo Andersen, kommunikationschef i Canal Digital.

- Vi har en regel om, at kunderne skal have deres penge retur inden 30 dage. I Jakob Jensens tilfælde er der sket en fejl, og vi er kede af, at der er gået så lang tid. Det er vi ikke stolte af, siger hun.

- I har selv nogle stramme betalingsregler. Burde I ikke selv leve op til dem?

- Jo, bestemt. Jeg kan godt forstå, at Jakob Jensen ikke er tilfreds. Det er ikke sådan, vi normalt behandler vores kunder, siger Catja Middelbo Andersen.

Jakob Jensen har nu modtaget en check fra Canal Digital.

Har du en sag, som vagthundene skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk

Annonce

Annonce

Annonce

Img