Natur-Energi stjal mig som kunde

Vagthundene: Tonni Nilausen sagde ja til at reklamere for Natur-energi og endte som deres kunde mod sin vilje

Et gavekort på 200 kroner betød, at Tonni Nilausens el-leverandør pludselig hed Natur-Energi - uden han nogensinde havde bekræftet skiftet. (Foto: Mads Winther)
Et gavekort på 200 kroner betød, at Tonni Nilausens el-leverandør pludselig hed Natur-Energi - uden han nogensinde havde bekræftet skiftet. (Foto: Mads Winther)

Kære vagthundene
Vi tilmeldte os i marts en kampagne, hvor man kunne få et gavekort til Natur-Energi på 200 kroner via www.sponsorcar.dk. Vi ville gerne støtte ren energi, men havde ingen planer om at skifte el-leverandør, da vi var godt tilfredse med DONG.

Vi fik en streamer til vores bil og et velkomstbrev til Natur-Energi. Vi fik også en mail, hvor der stod, at vi skulle gå ind på www.naturenergi.dk og bekræfte, at vi ville skifte leverandør. Det gjorde vi ikke. Tværtimod skrev vi til Natur-Energi, at vi ikke umiddelbart havde planer om at flytte elselskab, men blot ville reklamere med et streamer for deres firma og modtage gavekortet, hvis vi senere ønskede at skifte.

Efterfølgende skete der intet. Pludselig blev vi ringet op af en konsulent, som spurgte, hvorfor vi ikke havde bekræftet skiftet, og om vi havde overvejet at gøre det. Jeg sagde, at vi ikke havde kigget på tilbuddet, men at han var velkommen til at ringe 14 dage efter.

Det gjorde han, og her sagde vi, at vi IKKE var interesserede i at blive kunde hos Natur-Energi, hvilket han sagde var ok.

Efterfølgende fik vi pludselig et brev fra DONG, som skrev, at vi var blevet overflyttet til Natur-Energi.

Vi kontaktede DONG, som sagde, at de intet kunne gøre, da Natur-Energi havde bedt om at få flyttet os som kunde.

Vi klagede efterfølgende mundtligt og skriftligt til Natur-Energi, som påstår, at vi har bekræftet flytningen på deres hjemmeside. Men de vil ikke fremvise denne bekræftelse. Resultatet er, at vi fik en slutopkrævning fra DONG.

Efter flere mundtlige og skriftlige klager til Natur-Energi fik jeg endelig en mail om, at vi er slettet som kunde.

Derfor ringede jeg til DONG, men de kunne stadig ikke gøre noget, da Natur-Energi ikke havde givet dem besked om flytningen.

Medarbejderen hos DONG lovede herefter at undersøge sagen, og hun ringede tilbage og fortalte, at vi først ville blive flyttet tilbage som kunde per 1. juli 2009.

Risikerer regning
Resultatet er, at vi - uden selv at have valgt det - har været kunde hos Natur-Energi fra 1. maj-1. juli.

Vi kan ikke forstå, hvordan Naturenergi kan ophæve vores kundeforhold til DONG, uden at vi har bedt om det.

Vi har aldrig bekræftet, at vi ønsker at være kunde hos Natur-Energi, men nu risikerer vi en regning på forbrug hos dem i to måneder.

Hvad skal vi gøre?

Med venlig hilsen
Tonni Nilausen

Natur-Energi bærer bevisbyrden
Kære Tonni Nilausen

Du har gjort det rigtige ved at fastholde overfor Natur-Energi, at du ikke ønskede at være kunde hos dem.

Det er Natur-Energi, der skal bevise, at du har indgået en aftale med dem om levering af el. Du bør derfor kontakte Natur-Energi og bede dem dokumentere, at de har fået din accept til at flytte dig. Dokumentationen kan være i form af en underskrift fra dig eller optagelser fra telefonsamtaler, hvor du accepterer flytningen. Jeg vil ikke mene, at de kan flytte dig alene på baggrund af, at du har reklameret for deres virksomhed - specielt ikke, når du aktivt skulle bekræfte leverandør skiftet på deres hjemmeside.

Hvis I modtager en regning fra Natur-Energi, vil I formentlig skulle betale for forbruget, da I har haft brug for el i perioden uanset leverandøren.

Hvis der er en prisforskel mellem det beløb, som I eventuelt bliver opkrævet fra Natur-Energi, og det beløb, som I ellers skulle have betalt til DONG, kan I muligvis søge differencen erstattet hos Natur-Energi, da Natur-Energi har flyttet jer uden jeres accept.

Med venlig hilsen
Martine Kiding

Natur-Energi: Aftalen er gældende
Tonni Nilausen skal ikke gøre sig håb om at få dækket sine udgifter, hvis det viser sig, at Natur-Energi er dyrere end DONG.

Natur-Energi anser nemlig deres aftale med Tonni Nilausen for gældende. Selskabet henviser til deres hjemmeside, hvor det fremgår, at en kunde skifter el-selskab, når man tilmelder sig kampagnen sponsor-car - og at man har 14 dages returret, som Tonni Nilausen ikke har gjort brug af.

- Derfor mener vi ikke, at vi hæfter for en eventuel merudgift, som jeg i øvrigt ikke forventer, at han får, skriver Mikkel Brandrup, som er kommunikations- og presseansvarlig, i en mail til Ekstra Bladet.

- Nye kunder, der tilmelder sig via Sponsorcar, bliver gjort opmærksom på, at de skifter elselskab til klimavenlig strøm fra Natur-Energi. De bliver efterfølgende kontaktet per mail, hvoraf det fremgår, at de har 14 dages returret. Hvis kunden ikke melder tilbage inden fristen, går vi ud fra, at vi har en aftale. Det er fast procedure og en fair fremgangsmåde, som giver mulighed for at overveje skiftet flere gange, skriver Mikkel Brandrup.

Har du en sag, som vagthundene skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk

Gode råd
- Læs altid aftaler grundigt igennem, før du siger ja tak til et tilbud. Det gælder også tilbud om gratis gaver, konkurrencer, lodtrækninger og lignende, da tilbuddet kan vise sig alligevel at have en pris, hvis du læser aftalen grundigt.

- Forlang at sælger dokumenterer jeres aftale, hvis du får regninger for noget, du ikke har bestilt.

- Klag skriftligt, så du senere kan bevise, hvad I har sagt og aftalt.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Ulrik Bachmann
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen