Veldrejet genfødsel

Velkommen på natklubben. Camille Jones startede som småmelankolsk souldiva med svaghed for tilbagelænede, funky grooves, men nu er eksiljyden bogstaveligt talt oppe på beatet: Hendes tredje album føles som lydsporet til en lang, lummer nat på alt andet end bonede dansegulve.

Og man forstår godt, at Jones har kastet sig over den hypermoderne discopop med dunkende rytmer og alt, hvad dertil hører. Sidste år havde frøkenen nemlig et megahit i England med et hårdtpumpet elektronisk remix af den gamle traver ’The Creeps’, og det klæder faktisk hendes bløde, smidige stemme med modspil fra en muskuløs trommemaskine.

På sympatisk vis har Jones holdt fast i sine samarbejdspartnere, og især Abdullah S viser nye funky sider af sit talent. Et par gange truer tomgangen, men i det store hele slipper Camille godt fra sin genfødsel. Bare skru godt op for ’Shotgun’ og ’I Am (What You Want Me To Be)’ – hvis du ikke får lyst til at vifte bentøjet, bør du opsøge nærmeste læge.

Og får skønheden lov at fortsætte succesen? Man har lov at håbe.