Underspillet kunst

Det længe ventede debutalbum fra Marie Fisker bliver ved med at vokse og nægter at slippe én igen

18:16 - 05. maj. 2009 | Henrik Queitsch

Rygterne om københavnske Marie Fiskers enestående talent har længe floreret i undergrunden, og tilbage i 2005 modtog hun en Carlsberg-pris som årets håb. Men vi skulle helt frem til januar i år, før en større offentlighed kunne forvisse sig om, at der var noget om snakken i form af en mere end lovende ep.

Tre af de fire spor derfra går igen på dette længe ventede debutalbum, der er indspillet sammen med kæresten Jakob Høyer over en længere periode. Høyer har tillige produceret og spiller størstedelen af instrumenterne med prominent hjælp af fremragende folk som Rune Kjeldsen, Nicolai Munch-Hansen og Anders Christensen. Og ikke mindst Steen Jørgensen, der synger med på Gillian Welchs ’Good till Now’ og førstesinglen ’City Lies’.

Den eminent rockende Patti Smith-lignende ’City Lies’ er ellers lidt atypisk for resten af pladens melankolske, mol-klingende, stemningsfulde kompositioner, som emmer af vemod og længsel.

Rumlig og detaljerig
Fisker er ikke en kunstner, der gør det i store armbevægelser, hun foretrækker tydeligvis det underspillede og anelsesfulde. Hvilket klart understreges af den stilfulde og på en gang rumlige og detaljerige produktion, der smyger sig som dybsort silke omkring Fiskers sørgmodige stemme, der godt kan lede tankerne hen på Mazzy Stars Hope Sandoval.

’Ghost of Love’ kræver med sit tyste tonefald fuld opmærksomhed fra lytterens side for at folde sig helt ud. Hvorefter den bare bliver ved med at vokse og nægter at slippe én igen.