Aqua er en 'vandet vittighed'

11

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Det har aldrig skortet på drømme om et udenlandsk gennembrud blandt andedammens pop- og rockmusikere, men det viste sig altså, at der skulle et tegneseriehold til at sætte Danmark på det musikalske verdenskort. Med 22 millioner solgte album og seks millioner solgte singler på verdensplan og førstepladser i 35 forskellige lande er fænomenet Aqua uden sammenligning nationens største musikalske eksportsucces nogensinde. Ja, da bølgerne gik højest hev de flere penge hjem til landet end selv den samlede baconproduktion.

Det var der vist ingen – heller ikke de fire hovedpersoner selv – der havde set komme. I hvert fald ikke i den målestok. Gruppens første offentlige optræden på et provinsdiskotek i 1996 blev overværet af 15 tilskuere, og de få anmeldere som overhovedet tog debutalbummet ’Aquarium’ (1997) alvorligt nok til at ofre spalteplads på det, kastede heller ikke ligefrem om sig med roserne.

Ramte tidsånden
Men singlerne ’Roses are red’ og ’My Oh My’ bredte sig som en steppebrand, og da sangskriverne Rasted og Noreen så satte trumf på med ’Barbie Girl’ var syndfloden tilsyneladende ustoppelig. Aquas rytmisk hårdtpumpede dancepop og farverige og selvironiske image ramte åbenbart tidsånden lige i solar plexus.

Man havde nok skelet lidt til forløbere som Ace of Base, Whigfield og Me & My, men det er værd at huske på, at Aqua ikke var et færdigsyet projekt udtænkt på en direktionsgang i et pladeselskab, men selv stod for både tekst, musik og selviscenesættelse – godt hjulpet på vej af nogle opsigtsvækkende videoer instrueret af Peder Petersen og Peter Stenbæk, hvis betydning for gennemslagskraften vist ikke kan overvurderes.

Ingen nye triumpher

Men hvad så med musikken, bedømt her, når al virakken er stilnet af? Tja. Lene Nystrøm lyder stadig som Minnie Mouse på helium, René Dif har ikke en tone i livet, og de tre nye numre på denne aktuelle ’Greatest Hits’ afslører med al ønskelig tydelighed, at man ikke har flere trumfer i ærmet. Til gengæld kan man heller ikke frakende dem en umiskendelig melodisk tæft og en afvæbnende charme i deres tre-fire bedste stunder. Hvor det ud over ’Barbie Girl’ – som ingen vel egentlig har behov for at høre en gang til – især er balladen ’Turn Back Time’, der stikker ud.

Men selv her, hvor de fleste flovsere er skåret fra, er fyldstoffet stadig i markant overtal. Aqua er og bliver en vandet vittighed. Som faktisk var sjov for en kort stund, men intet vinder ved at blive genfortalt.