SMS Tip

Vejret i dag:

Søvngængerjazzz fra Caroline Henderson

Slapt slumretæppe fra kamæleonen, der går i sort med fantasiløse fortolkninger

15:05 - 24. okt. 2009 | Peter Albrechtsen

Caroline Henderson - tilsyneladende på nippet til at falde i søvn. (Foto: Stephen Freiheit)

  • Bedømmelse:

2 stjerner

Caroline Henderson: 'Keeper of the Flame' (Copenhagen) Udkommer mandag 26. oktober

Coveret til Caroline Hendersons femte jazzalbum, 'Keeper of the Flame', der samtidigt er hendes niende soloskive.

  • Køb og lyt på box.dk

Caroline Henderson må have danmarksrekord i stilskift. Engang var hun 80’er-popidol i Ray Dee Ohh, i 90’erne blev hun triphop-stjerne med gennembruddet ’Cinemataztic’, så forvandlede hun sig til disco-divaen Dolores J, og nu har hun i en årrække ageret fuldmoden jazzsangerinde.

’Keeper of the Flame’ er den dansk-svenske veterans femte jazzalbum – hendes niende soloalbum i alt – og på trods af titlen er der absolut intet brandfarligt ved indholdet. Tværtimod. Det kan godt være, Henderson brænder for jazzen, men hun lyder simpelthen udbrændt.

Ja, beklager det flammefikserede ordgejl. Henderson er åbenbart så fantasiløs, at det smitter. Det er i hvert fald utroligt, at hun ikke kan finde mere inspirerende sange end udvalget her, hvor vi af uransagelige årsager skal udsættes for fortolkninger af fuldstændig fortærskede slagere som ’Fever’, ’The First Time Ever I Saw Your Face’ og ’Nature Boy’.

Nydelig produktion
PJ Harvey, Tom Waits og Bob Dylan er ligeledes blevet inddraget i det dårlige selskab, og ja, de er alle suveræne sangskrivere, men ud over den intimt dirrende hviskevokal i Harveys ’This is Love’ har Henderson stort set intet nyt at byde ind med. Det er ærlig talt meningsløst.

Den pæne indpakning kan man til gengæld ikke tage fra hende: Produktionerne er lifligt vellydende, og musikerne er klare kapaciteter. Det gør det dog bare endnu mere frustrerende, at der er milevidt mellem overraskende indslag som det spjættende strygerarrangement i ’Caravan’.

Heldigvis er den enlige selvkomponerede skæring, ’Evolution’, også en lille forfriskning. Her slipper Henderson af sted med at lege kispus med 60’ernes frejdige filmmusik, selv om omkvædet ikke just vil gå over i historien. Alligevel er det længder bedre end resten af miseren, hvor hovedpersonen nærmest går i søvne fra den ene sang til den anden.

Måske er det tid til et stilskifte? Der er jo en rekord, der skal holdes ved lige. Og et talent, ikke mindst.

Annonce

Annonce

Annonce

  • Vi skamhører
  • Thomas Treo skamhører...

  • 1/ George Jones - 'The Great Lost Hits'
  • 2/ Bill Callahan - 'Rough Travel For a Rare Thing'
  • 3/ Bonnie 'Prince' Billy & The Cairo Gang - 'The Wonder Show of the World'
  • Vi skamhører
  • Henrik Queitsch skamhører...

  • 1/ Under Byen - 'Alt er tabt'
  • 2/ Eels - 'End Times'
  • 3/ PiL - 'Metal Box'
  • Vi skamhører
  • Peter Albrechtsen skamhører...

  • 1/ Burzum - 'Belus'
  • 2/ Broken Bells - 'Broken Bells'
  • 3/ Sick of It All - 'Based on a True Story'

Img