Håbløs Helmig

Endnu et ligegyldigt album fra popdrengen, der nægter at mande sig op

07:14 - 29. okt. 2009 | Thomas Treo

- Det kan godt være, jeg er blevet et gammelt røvhul, udtalte Thomas Helmig i Ekstra Bladet i går. Det kan man unægtelig ikke høre på den 45-årige århusianers nye album, ’Tommy Boy’.

Desværre fristes man til at sige, for hvor ville det være befriende, hvis Helmig vovede sig ud over teenagetonerne og måske endda viste nogle af de skyggesider, som selv en evigt frejdig popdreng må indeholde.

Når Helmig traver trist ’Ned ad Nørrebrogade’ over et dvask discobeat, får man fornemmelsen af, at der blot skal lidt ekstra dressing i shawarmaen, for at smilehullerne funkler igen, og veteranens kritik af kendiskulturen på ’Daddy venter’ er et himmelråbende harmløst indslag fra en mand, som ikke ligefrem kan beskyldes for at have udstyret showbusiness med uafrystelig substans gennem årene.

Komplet med rytmeboks
Af og til slukker Helmig for fjernsynet, afslører ’Den røde kjole’, der er en kærlighedserklæring til børnebogslitteraten derhjemme, og som en solid soulstiløvelse er skæringen det nærmeste, han kommer fænomenet et godt nummer, men der findes 4000 bedre Motown-sange.

Genremæssigt svinger skiven mellem alt fra doo-wop over latino-techno til blævrende ballader, og herligheden holdes tarveligt sammen af en forrykt discount-produktion, der i forlængelse af den tre år gamle kæmpesucces, ’Helmig herfra’, skamløst serverer fæl 80’er-rumklang komplet med rytmeboks og MGP-morads

De 46 minutter er jydefunky, som bestod rytmesektionen af Anders Fogh Rasmussen og Bjarne Riis i gips, og mens de stivbenede skæringer stavrer mod den hvinende fanskares åben arme, må vi andre nøjes med at håbe, at Helmig på et tidspunkt mander sig op til at lave ’Tommy Man’.