Hyggeonklerne i Dalton

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

- Det er ligesom at møde nogle gamle legekammerater!

Med de ord beskriver Johnny Madsen genforeningen af Dalton, og præcis sådan lyder det faktisk på gruppens første fælles album i hele 17 år. Ud over Thyborøn-troubadouren udgøres Dalton af Allan Olsen og Lars Lilholt, og på ’Tyve-ti’ er der ingen tvivl om, at det ellers brogede slæng virkelig nyder hinandens selskab. Her er dømt ren råhygge.

Hr. Olsen har i øvrigt insisteret på, at Dalton ikke er en trio, men tre solister, der mødes. Det giver egentlig ganske god mening i forhold til albummet, hvor det er rimelig åbenlyst, hvem der har lavet hvert nummer - de respektive veteraner synger gerne for på deres egne kompositioner og bliver i omkvædet bakket ivrigt op af de øvrige bandemedlemmer.

Ujævn helhed
Den forskelligartede sangskrivning gør, at helhedsindtrykket er ujævnt, men der kommer til gengæld også skæppeskøn energi ud af mødet mellem de tre markante stemmebånd. Og tekstmæssigt har alle moret sig med at fortælle røverhistorier fra det jyske overdrev, når drillepindene da ikke stikker til hinanden med et gevaldigt glimt i øjet.

Som på forgængeren er produktionen lagt i hænderne på Billy Cross, og det ville have klædt den renskurede affære med mere dynamik og dynamit. Cross skaber dog uimodståelig bodegastemning i ’Café Den sidste Chance’, hvor især det galpende backingkor er en fornøjelse, mens den tyste ’Nattens sidste gæst’ er en regulær atmosfærekribler.

Bedst er Olsens ’Rugbrød’, der må være en seriøs kandidat til årets sjoveste sang. Her gøres tykt grin med den danske selvforståelse, og blot at høre tre granvoksne klepperter gjalde ’Rugbrøøøøød’ er alle pengene værd. ’Vi ku’ bygge et hegn om landet af rugbrød,’ lyder ordene, der atter understreger, at underfundig humor er en af Olsens kernekompetencer.

Dalton siger: Tyve-ti. Vi siger: Ti-fire.