Falch uden filter

Ifølge biografien på sin hjemmeside har den nu 53-årige Michael Falch ikke bedrevet noget, som er værd at nævne siden 2002. Men det er nu en sandhed med store modifikationer.

Faktisk har han i den grad peaket med sine to seneste plader ’Falder du nu’ (2006) og ’Sang til undren’ (2007), som med afsæt i henholdsvis kampen mod alkoholdæmonen og en smertelig skilsmisse ikke efterlod nogen tvivl om, at der virkelig var noget på spil. Selv en skeptiker som jeg måtte sgu tage hatten af for en mand, der så konsekvent turde lægge sit nøgne hjerte til frit skue.

Kunstnerisk kulmination
En anden væsentlig faktor i Falchs kunstneriske kulmination var samarbejdet med roots-rockerne Boat Man Love – ubestrideligt det bedste orkester, han nogen sinde har spillet med.

På ’Fodspor i havet’ har kærlighedsskipperen Lars Skjærbæk dog skabt hovedparten af musikken alene, hvilket har resulteret i et mere abstrakt, stemningsskabende lydbillede – en slags ambient americana, som man kender det fra eksempelvis Daniel Lanois.

Tekstmæssigt er det stadig Falchs daglige brydekampe med eksistensen, der er i fokus.

Fortvivlelse og trods
Og selv om han nok aldrig bliver nogen stor lyriker – dertil er hans hang til det salvelsesfulde og udslidte billeder (trækfugle som metafor for længsel, comeon!) for markant – tilgiver man ham det meste.

Simpelt hen fordi man kan høre, at dette ikke er spil for galleriet, men frontberetninger fra et menneske, som oprigtig frygter ’de halvhjertede dage/med fravær af fylde/uden dyb passion/det er dem der gør ondt nu/som ind i helvede/fordi de ikke giver noget til nogen’.

Han skriver filterløst på en blanding af fortvivlelse og trods.

Og formår derfor at vække de samme følelser hos lytteren.