Kazzzzzzzhmir er svagt tilbage

10

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Efter karrierens længste pladepause på fire et halvt år er Kashmir stort set uforandret tilbage, og kvartetten lider stadig af de musikalske børnesygdomme, der har plaget det ellers teknisk ganske veludviklede orkester siden undfangelsen på en københavnsk efterskole i 1991.

Gruppens studentikose usikkerhed og kroniske identitetskrise vokser videre på ’Trespassers’, hvor Kasper Eistrups modeleflende drenge efter den mere spraglede forgænger, ’No Balance Palace’, er trygt tilbage i slipstrømmen på Radioheads teknologiske matematikrock uden at tilføre genren hverken autoritet eller store sange.

Nydelig produktion
Til gengæld lyder de støt pulserende 46 minutter såmænd både nydeligt og indbydende på overfladen i en prunkløs produktion af rutinerede Andy Wallace, men dykker man under vellyden er ’Trespassers’ uvedkommende og uspændende.

’Bewildered in the City’ og ’Time Has Deserted Us’ er nølende almindeligheder blottet for eksempelvis Mews magi, Turboweekends iørefaldende flair samt Troels Abrahamsens indre dynamik, og man skal ned i nuancer som taktfulde strygerarrangementer og elektroniske understrømme for at finde diskrete nyheder i bandets selvhøjtidelige patos.

Monstrøst statement
Kashmir rammer et for dem sjælden afslappet og organisk groove på små højdepunkter som ’Mouthful Of Wasps’ og ’Mantaray’, og ’Pursuit Of Misery’ holder interessen fanget med et Coldplay-citat, men det er lave tinder på en jævn plade, der fundamentalt rinder ud som indbegrebet af den kompetente kedsomhed , der er ensemblets varemærke.

Det afsluttende nummer udleves af Eistrup som et monstrøst eksistentialistisk statement betitlet ikke mindre end ’The Indian (That Dwells Inside This Chest)’, og så kan det ellers nok være, at dødbiderne tager sig selv så alvorligt, at man slet ikke kan tage dem alvorligt.

Bare endnu et album fra Kashmir.