Velkommen til et sted, som ingen kender. Her er både elementer, der er helt fremmede, og noget, som ligner andet, man kender. Når man mærker efter, er selv det mest velkendte dog helt anderledes, end man forestiller sig. Her er dunkelt og alligevel dragende. Sådan er verden under byen.

At høre Under Byens musik har altid været en opdagelsesrejse. Og man fornemmer, at det egentlig også er en opdagelsesrejse for bandet selv. Så selv om en af æstetikernes gamle hovedkomponister, tangentspiller Thorbjørn Krogshede, har forladt rækkerne i de fire år siden seneste udspil, så er alt absolut ikke tabt på ’Alt er tabt’. Snarere tværtimod.

Sfærisk drøm
Forgængeren ’Samme stof som stof’ var en hidtidig kulmination for gruppen, hvor de nåede nye ambitiøse højder og formåede at integrere såvel sfæriske drømmerier som knaldhård dynamik i en samling imponerende vidtfavnende kompositioner. Og hvad gør man så, når man har været helt derude? Skræller af og skærer ned, åbenbart.

Sådan er det i hvert fald på ’Alt er tabt’, hvor de færreste af de 10 skæringer strækker sig over mere end fire minutter. Hvis radioværter forestiller sig at indlemme sangene i en strømlinet sendeflade, kan de nu godt tro om. Under Byens nye spøgelsespopsange er nok komprimerede, men de bedste af dem stikker, stritter og sitrer. Ubønhørligt.

Eget sprog
Tekstur er et kodeord. Klaveret er trukket tilbage, og det er i stedet strygere, kor, slagtøj og ikke mindst bassen, der dominerer. Og så er der de klange, som er svære at lure, hvordan i alverden er opstået. Og som gør, at man kan blive ved med at nyde højdepunkter som titelnummeret, ’Unoder’ og ’Er noget smukt glemt findes det muligvis endnu’.

Sidstnævnte sangtitel afslører, at sangerinde Henriette Sennenvaldt mere end nogensinde har sit helt eget sprog, selv om hun synger på dansk. Under Byen er en flok originaler, der dyrker lyd, som ulmer på sin helt egen måde. Olmt rumlende klange, der griber øret og stikker i sjælen.