Hanne Boel nøgen

39

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Som Danmarks Tina Turner solgte Hanne Boel i første halvdel af 1990’erne over 1.000.000 album. Nej, der var ikke et nul for meget. Nu sælger sangerinden dog i sammenligning nærmest nul og niks.

Tre ’eksperimenterende’ værker udført med Martin Hall fik folket til at flygte, og selv om Boel de senere år er vendt tilbage til den popsoul, der gav hende kæmpesuccesen, så er det brede publikum ikke fulgt med.

Velvalgt blanding
Boels forbavsende nye plade, ’I Think It’s Going To Rain’, virker som endestationen på nordsjællænderens rejse mod det mere roots-baserede udtryk, der har præget hendes forudgående udgivelser, og ikke mindst forekommer albummet at være udtryk for, at når kun relativt få lytter, kan man ligeså godt lave det, man selv vil høre.

Akkompagneret af blot Carsten Dahls beherskede magtfuldhed ved pianoet og spredte strygere fortolker Boel en velvalgt blanding af jazzevergreens samt sange af blandt andre Randy Newman, Lyle Lovett og Nick Cave, og med andres ord i munden har den 52-årige sangprofessor paradoksalt aldrig lydt så meget som sig selv.

Udfolder formatet
Boels professionalisme har altid medført en slags overkontrolleret tillukkethed, men på ’I Think It’s Going To Rain’ smider hun hæmningerne, og der er en hidtil uhørt inderlighed og intimitet i hendes overraskende løsslupne stemmebånd, som snor sig om repertoiret med nyfunden nysgerrighed og længsel, der leder tankerne i retning af Jimmy Scott og Cassandra Wilson.

Kapaciteten folder kort sagt endelig formatet ud, og Caroline Henderson og Cæcilie Norby udstilles som dilettanter i forhold til Boel, der samtidigt viser Sanne Salomonsen og Anne Linnet, hvordan det faktisk er muligt at blive en ældre kvinde i showbusiness uden at miste værdigheden.

Befriende.