Marie Fisker har desværre ikke fået det bedre siden debuten ’Ghost of Love’ fra 2009, og hendes dvælende trøstesløshed er også pinefuld på opfølgeren ’So, Hoes & Heroes’.

Positivt er det imidlertid, at den noget karikerede københavner nu har bevæget sig lidt ud af Mazzy Stars tunge skygge, men forbilleder som Patti Smith, Tindersticks og den unge Leonard Cohen tyngder stadig hendes dunkle og småpsykedeliske tristesse.

Læs også: Se også: En velkendt nydelse

Fiskers beskedne stemmepragt og forkrampede sangskrivning formår fortsat ikke at forløse hendes smerte, men glimtvis fungerer de svalende melodier under ’On the Beach’ og ’Mirror Mirror’ som redningskranse midt i et tårehav af elendighed.

Numrene slæber sig dog generelt alt for hjælpeløst af sted med tunge jernlænker om anklerne, og pladens selvhøjtidelige tone gør sjælesygen svær at kapere.

Læs også: Se også: Sort Sol: Nu findes vi ikke mere!

I en skramlet kælderproduktion brummer Steen Jørgensen med på traurigt klimprende ’Silver Screen’ uden effekt, og ’So, Hoes & Heroes’ er som et klaustrofobisk øvelokale, hvor nødudgangen er muret til.

Dræbende kedsommeligt.