Blandet fornøjelse fra Allan Olsen

Del på
Messenger!

Send artikel

Allan Olsen: 'Multo Importante' (Zoobaba/Playground)

Over de seneste årtier har Allan Olsen portrætteret danskerne med ætsende artikulation via kongerigets skarpeste musikerpen, og enerens efterhånden omfattende katalog af subtile supersange udvides nu med en lille håndfuld nye, store nationalnumre, der er at finde på mandens ottende studiealbum 'Multo Importante'.

'Roser Og Violer Blå' er et stille raseri og noget så sjældent som en bevægende protestsang, der er ved at flyde over af opdæmmet galde og en oprigtig indignation, der tjener den kradsbørstige kyniker stor ære.

Ynkelig weekendfar
Også Olsens dybfølte cadeau til Aalborgs barokke kransekage-komiker Poul Erik Krogen er et rørende stykke danmarkshistorie, der er lige så vedkommende, som den afdøde entertainer var guddommelig grotesk.

På 'Alfa Konsensus' slår Olsen knockout fra ringhjørnet, hvor han også sendte 'Taberens Søn' i kanvassen, men denne gang er det en ynkelig weekendfar, der med nådesløs lethed får udstillet sine svagheder.

De tre nye pragtværkers afdæmpede arrangementer understreger, at Olsens poetiske pondus er mest effektfuld, når nordjyden står nøgen med sine sange, og tre tvivlsomme skæringer fører omvendt bevis for, at numre med konventionel bandbesætning har en tendens til at almindeliggøre outsideren.

Sarkastisk prikke
Groove-baserede 'Taxameteret Tæller' swinger simpelt hen ikke, og Byrds-inspirerede 'Hængt I Finn's Butik' får aldrig luft under vingerne, mens 'Skal Man Være Udhvilet Når Man Dør?' ikke forløses som frejdig underfundighed.

'Multo Importante' indeholder generelt mere traditionelt indpakket sangskriverkunst end de rablende forløbere 'Onomatopoietikon' og 'Gæst', men galskaben prikker sarkastisk gennem udsøgte 'Lille Gråspurv', der på vanvittig vis lukker et ujævnt, men alt i alt stærkt album fra en kapacitet, som dog er endnu stærkere.

Udkommer mandag