Var svinet Pia K?

Pink Floyds varemærke – den flyvende gris – var udstyret med en bidsk udseende karikatur af dansk politiker under Roger Waters' koncert i Odense

12:38, 14. maj 2008 | Niklas Roar

Roger Waters demonstrerede i Odense, at udløbsdatoen for hans musik slet, slet ikke er nået. (Foto: Ernst Van Norde)

Oversæt / Translate

Mens hele 'Dark Side of the Moon' blev opført, gav Waters smagsprøver fra 'Animals', 'Wish You Were Here', 'The Wall' og 'A Saucerful of Secrets'. (Foto: Ernst Van Norde)

ODENSE (ekstrabladet.dk): Pink Floyd-legenden Roger Waters har været politisk interesseret siden ungdommen, og som han ikke mindst på albummet 'The Wall' ironiserer over, nyder musikerne stor magt på scenen i projektørernes stålsatte skarphed og messende budskaber. En magt der ikke må misbruges i racismens eller hadets tegn.

Tirsdag aften i Odense var da heller ingen undtagelse. Waters iført bølget, gråt hår og cool skægstubbe åbnede den over to timer lange koncert med 'In The Flesh', der som formentlig alle de tilstedeværende erindrede, er fra den scene i Waters' og Alan Parkers 'The Wall', hvor vores rockstjerne har mistet jordforbindelsen og ender i ingenmandslandet mellem den totale sindssyge og den rendyrkede ondskab hammer-fascistiske ondskab.

Texas fuckede George Bush op
Og selv om han ligeledes i første sæt med sit kompetent spillende band også hyldede Pink Floyds nu afdøde medskaber, Syd Barrett, i den æteriske 'Shine On You Crazy Diamond' og causerede over musikbrancens profitorienterede bagmænd i 'Have a Cigar', så var hans (venstre)politiske engagement i fokus i koncertens første del.

Det blev til numre fra 'The Final Cut' og fra hans senere soloalbum. Blandt andet 'Leaving Beirut', hvor kritikken af USAs præsident var slet skjult.

'Oh George! Oh George!
That Texas education must have fucked you up when you were very small', lød det til stor jubel blandt mange af de fremmødte.

Svin med dansk islæt
Og så kom svinet ind. Det svævende svin. Det kom ind under nummeret 'Sheep' fra 1977-albummet 'Animals', og det var udstyret med samme type hugtænder som en amerikansk F-16-jager - og på svinets bag var der en karrikatur af en bidsk kvinde, som havde en stærk lighed med lederen af et større dansk protestparti …

Og Waters, der tydeligt har udmeldt, at Hillary Clinton er forfærdelig, havde som det også var tilfældet i sidste måneds Coachella Festival i Californien, også udstyret grisens bug med navnet 'Obama' og et afkrydset felt ved siden af.

Svinet fik til sidst lov at flyve til himmels, før første sæt blev blæst af.

Vokale svaghedstegn
Roger Waters vendte tilbage med en fuld udgave af 1973-mesterværket 'Dark Side of the Moon'. Et studie i fødsel, liv, tid, alderdom, grådighed og død. Et album, hvis filosofiske tilgang altid giver denne signatur minder om Kubricks ligeledes mesterlige 'Rumrejsen år 2001', hvis syrede indflyvning til Jupiter ville være godt klædt på af det tid(s)lige electronica-eksperiment 'On The Run'.

Sekunderne gik hurtigt på Waters plekterbas under 'Time', i 'The Great Gig in the Sky' var vokalen medrivende, og det var lige før, man ikke savnede David Gilmour nævneværdigt, hvis man ellers ser bort fra enkelte passager, hvor den ikke længere helt unge Waters havde svært ved at holde vokalens skarphed.

16.600 mennesker på Fionia Park blev til en enhed under ’Us and Them’ før den mørke side lukkede ned med ’Eclipse’.

Bring the boys back home
Det blev til tre ekstranumre fra ’The Wall’. Først ethvert skolebarn fra 80’ernes favorit 'Another Brick in the Wall Part II' naturligvis indledt af 'The Happiest Days of our Lives’, hvorefter Waters vendte tilbage til det politiske med 'Bring The Boys Back Home' – en klar opfording til både USA, England og Danmark om at trække soldaterne ud af Afghanistan og Irak.

Og som Pink Floyd uden Waters gjorde det i 1994, lukkede også bandets gamle bassist og kreative geni ned med 'Comfortably Numb' – naturligvis tilsat heltesolo.