Indlæser...

Fiddy: Hvem er Jooks?

På lørdag optræder 50 Cent i Brøndby Hallen. ekstrabladet.dk har talt med manden med den skudsikre vest om koncerter i Europa, kunsten at være en kunstner og om Jooks

12:15, 10. mar 2010 | Christian B Jensen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Publikum kan godt begynde at glæde sig til koncerten, mener 50 Cent. (Foto:AP)
Publikum kan godt begynde at glæde sig til koncerten, mener 50 Cent. (Foto:AP)

Annonce

Annonce

50 Cent er indbegrebet af amerikansk ghetto-hiphop. Han kom fra slummen og lærte at sælge stoffer som 12-årig. Han er blevet skudt flere gange end Rambo, og så taler han, som om alt andet i verden er ham mere interessant, end den samtale han er midt i.

Men samtidig er han personificeringen af den amerikanske MTV-Cribs-drøm. Han kører i luksusbiler, har et utal af ejendomme over det meste af USA, og da ekstrabladet.dk taler med ham, sidder han i sit privatfly mellem Berlin og Paris.

Sidste år udkom hans femte album, 'Before I Self Destruct', og i kølvandet på det er han taget på en større Europaturné, der bringer ham forbi Brøndby Hallen på lørdag.

- Publikum til koncerten kan forvente et show i en helt anden kaliber end tidligere. Jeg kommer samtidig til at spille en masse fra mit nye album, men der vil også være et tilbageblik på mange af de gamle hits fra de tidligere albums, siger han med en stemme så distraheret, at det kræver mange gennemhøringer af diktafonen for at få citatet på tryk.

Nyt album er mere råt
I 2003 fik alverden for alvor øjnene op for gangsteren fra Queens. Kæmpehittet 'In da Club' sparkede 50 Cent op på hiphoppens 1. klasse, og albummet 'Get Rich or Die Tryin' indtog førstepladsen på den amerikanske Billboard-liste.

Da 50 Cent i 2007 udgav sit fjerde album, 'Curtis', blev han fra flere sider skudt i skoene, at han var gået på kompromis med de klassiske hiphop-dyder til fordel for kommerciel succes via gæsteoptrædener af blandt andre Justin Timberlake, Akon og Nicole Scherzinger fra Pussycat Dolls.

Med det nye album er det ifølge 50 Cent tilbage til rødderne.

- 'Curtis'-albummet blev til i samarbejdede med en masse andre kunstnere. Lyden blev mere blød og poppet, og tempoet var langsommere. Vi lavede en hit-plade, og det var tilfredsstillende, men den nye plade er mere 50 Cent. Med tunge rum og et hurtigt tempo, siger han til ekstrabladet.dk

Anderledes at optræde i Europa
Der er stor forskel mellem det publikum, 50 Cent møder hjemme i USA, og den fanskare han rapper for i Europa.

- Når jeg spiller i USA, så kender folk alt, hvad jeg har lavet. Det giver mig muligheden for at eksperimentere lidt mere, end jeg gør, når jeg spiller i Europa. Der er helt klart en sprogbarriere, der gør, at folk ikke får det samme ud af det, hvis jeg udelukkende spiller mindre kendte sange. Omvendt er folk meget mere dedikerede til en koncert herovre. I USA er alle så besat af de der 15 minutters reality-berømmelse. Alle vil være en stjerne, og derfor er de også mere kritiske, når de går til en koncert. I Europa er stemningen meget mere elektrisk og energisk, siger han.

Don't ask about the shootings
Pr-kvinden fra 50 Cents pladeselskab Universal var ikke til at stikke i, da hun satte kontakten med 50 Cent op.

- Lad nu være med at spørge til skudepisoderne, fængselstraffene, sexbåndet, stofferne og skilsmissen, siger hun i en tone, der ikke indbyder til at bryde reglerne.

Derfor handler interviewets sidste to minutter ud af de syv, som ekstrabladet.dk er blevet tildelt, om det nærmeste man kan komme et personligt spørgsmål uden at blive smidt af linjen af den emsige Universal-dame.

- Er du kunstner eller en underholder?

- Jeg ser mig selv som begge dele. Når jeg skriver mit eget materiale og formidler mine holdninger gennem min musik, så er jeg helt klart kunstner. Når jeg videreformidler andres produktioner, tekster og budskaber, så er jeg en simpel underholder. Sådan er det.

Tiden er gået. Interviewet er slut. Et sidste spørgsmål bliver der dog plads til.

- Jooks skal varme op for dig i Brøndby Hallen. Hvad kender du til ham?

- Aldrig hørt om ham.

Ærligt svar. Han lefler i hvert fald ikke for sit danske publikum.

50 Cent spiller i Brøndby Hallen på lørdag.

Annonce


  • 1. Alex Chilton: 'Free Again: The '1970' Sessions'
  • 2. Lambchop: 'Mr. M'
  • 3. Thåström: 'Beväpna dig med vingar'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. Lana Del Rey: 'Born to Die'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. 300hz: '300hz'