Rasmus Nøhr: Min far døde af druk

– Hvis man vil være far og samtidig er misbruger – enten alkoholiker, arbejdsnarkoman eller andet, synes jeg, at man forinden skal gøre op med sig selv, om man egentlig kan være bekendt at sætte et barn i verden. Har man en drift i sig, der hiver så meget i én, at barnet hele tiden bliver valgt fra, synes jeg, at man skal lade være.

En verden med satans rå gangstere

Rasmus Nøhr er 38 år, single og popmusiker, der meget snart springer ud som korleder i TV2’s ’AllStars’. Hans begrundelse for det sidste skal hentes i barndommen og opvæksten i et barsk Nørrebro-miljø, som han kalder ’en verden med satans rå gangstere’. – Min musikerfar var alkoholiker. Min mor var skolelærer og ville have tid til at male sine billeder. Hun gav min lillebror og mig masser af kærlighed, men jeg fik alt for tidligt meget ansvar og var meget overladt til mig selv. Min mor gav op over for min far, da jeg var syv-otte år, og den skilsmisse ændrede alt. Fra jeg var 11, vaskede jeg tøj, købte ind, lavede mad to gange om ugen og så videre. Men der var aldrig tid til hyggedage eller ferier, husker han.

En dag skete det utrolige. Fire drenge med miserable baggrunde fra skolen blev trukket ud til at skulle på skiferie langt væk fra Nørrebro og med alt betalt af en fond, som var indstiftet af en arbejderdreng, der på sine gamle dage var blevet en holden mand.

– Det ændrede mit liv. Det lyder sikker åndssvagt. Men tænk at komme hen et sted, hvor de voksne havde tid til én, hvor der var højt til loftet, og hvor der var blå himmel. Det var en drømmeverden, som jeg troede, at kun rigtig rige mennesker nogen sinde ville kunne opleve. Her bestod det sociale liv ikke af en konstant kamp i et forrået hierarki på stenbroen, hvor tævene sad løst. Her havde de voksne tid til at spille skak med én og lytte.

Erindringen om denne oplevelse fik Rasmus til at sige ja til TV2 og ’AllStars’.

– Hvis mit kor vinder, skal pengene gå til nogle unger, der har lige så meget møg i rygsækken som jeg. En skitur vil give dem et pusterum væk fra bøllerne blandt asfaltbørnene, erklærer han.

Skituren fik Rasmus til at blomstre op, for han havde set noget andet. Men hverdagen blev ikke mindre barsk, for moren var stadigt ulykkeligt forelsket og havde desuden intet overskud til den unge teenageknægt. Og faren fortsatte sig drikkeri. Umådeholdent.

– Jeg skammede mig over ham. Hele tiden. For eksempel når vi var til fodbold og han stod der og drak Gammel Dansk og stank af sprut. Det var ikke til at holde ud, og det er forfærdeligt som barn at vide, at man skammer sig over sin far.

En dreng skal være glad for sin far og kunne se op til ham. Men han svigtede hele tiden. For eksempel når han sad på værtshuset og havde lovet at gå med hjem, når han havde drukket ud. Så skulle han alligevel have en elefant til – og en til.

En dreng skal ikke konstant se sin far rave rundt i en brandert. Han skal se sin far arbejde og være stærk. Min far skulle have siddet og øvet på sin musik. Det var hans arbejde.

Blandt de mange ting, Rasmus måtte vænne sig til efter skilsmisse, var også de hyppige skoleskift.

– Jeg begyndte at gå i skole i en privat lilleskole, men da mor blev alene, kom jeg på kommuneskole på Nørrebro, og her var krig på mange niveauer. Blandt andet havde vi på lilleskolen fået indprentet, at det var rigtigt at sætte spørgsmålstegn ved tingene. Men på kommuneskolen udløste spørgsmålstegn eftersidninger og ballade.

Min første klasselærer på kommuneskolen var hurtig til at lade klassen mærke, hvis der var nogle børn, hun ikke brød sig om eller som irriterede hende. Herefter begyndte den intensive mobning. Det var forfærdeligt. Fire børn forlod den klasse i løbet af kort tid.

Rasmus nåede en del kommuneskoler og et offentligt standardgymnasium, inden han i begyndelsen af 2.G lavede en deal med sin mor om at øve musik, otte timer dagligt. Herefter sluttede hans forhold til den etablerede uddannelsesverden.

– Faktisk kom jeg aldrig til at føle mig tilpas i nogle rammer, hvor individet ikke eksisterer, fastslår han.

Men som 17-årig kunne den unge Rasmus allerede leve af at være festarrangør, og herefter kom musikken, hvor han blev lært op af mange erfarne musikere.

Selv om Rasmus fortæller om mange facetter af sin barske barndom, er det hele tiden forholdet til faren, han vender tilbage til, og da han bliver spurgt, hvad han ville have ønsket anderledes, får han blanke øjne og svarer med stille, knækket stemme:

– Jeg gad godt have haft en god far.

Drengen Rasmus var vred på sin far. Han syntes jo, at han bare skulle lade være med at drikke. Og det gjorde ondt på ham helt ind i sjælen at være vidne til sin fars psykiske, fysiske og sociale deroute.

– Den gang vidste jeg jo ikke, at alkoholisme var en sygdom – at den drift ikke var noget, han selv kunne stoppe, men skulle behandles for. Men jeg ved heller ikke, om det ville have ændret noget, hvis jeg havde vidst det, siger han.

– Da min far skulle dø af sit misbrug, undskyldte han og sagde, at han var ked af, at han ikke havde været en god far. Og så skyndte jeg mig at sige til ham, at jeg da syntes, at han havde været en god far, for hvad pokker siger man til et menneske, som har det elendigt og er ved at dø?

Men faktisk var det først posthumt, at de blev forligt.

– Mens han levede, kunne jeg ikke bruge ham til noget. Han kunne ikke få mig væk fra flovheden over at gå i brugt tøj, over aldrig at kunne deltage i noget, der kostede bare lidt penge, eller væmmelsen ved altid at skulle dukke sig blandt alle ’forbryderne’, som bare ville smadre dem, der ikke var med dem.

Til gengæld kunne jeg bruge hans død til noget, for den fik mig til at tænke og måske forstå noget af hans elendige liv. I dag har jeg tilgivet ham. Og hvert år på hans fødselsdag går jeg på værtshus og køber to rom. Den ene drikker jeg. Den anden hælder jeg på gulvet, og så fortæller jeg ham, hvad der er sket siden sidst. Det er sådan, vi har det nu, smiler Rasmus.