Mandag formiddag var det stort set umuligt at komme igennem på Billetlugens
hjemmeside, hvis man var på jagt efter en billet til Roger Waters opførelse
af Pink Floyd-klassikeren 'The Wall' i Parken til maj.
Ritzaus Bureau har gentagne gange forsøgt at reservere blot en enkelt billet, men meldingen fra hjemmesiden har hver gang været det samme: 'Der blev ikke fundet ledige billetter. Prøv venligst igen'.
Kunne ikke klare presset
Ifølge hjemmesiden skyldes meldingen, at der enten er udsolgt, eller at man
efterspørger flere billetter end muligt. Men der blev altså kun efterspurgt
en enkeltbillet, og derfor er det oplagt at tro, at der er udsolgt.
Men det er der ikke. Hos koncertarrangøren Live Nation, lyder meldingen: - Der er flere billetter. Det er Billetlugens side, der ikke kan klare presset. Så der er ikke andet at gøre end at blive ved.
Det er langt fra første gang, at der er bøvl med Billetlugen i forbindelse med store koncertbegivenheder.
Allerede tilbage i 2006 kunne DR's forbrugermagasin Kontant fortælle, hvordan en stribe af systemnedbrud hos Billetlugen var skyld i, at mange ikke fik billetter til drømmekoncerten.
Og problemerne er der stadigvæk. Tidligere i år var det Billetlugens håndtering af billetter til den efterspurgte AC/DC-koncert i Horsens, der gav mange koncertgængere grå hår i hovedet.
Herning-billetter til salg i morgen
Det har været, når der er store navne på plakaten som Madonna, Robbie
Williams, U2 og George Michael på plakaten, at Billetlugen har haft
problemer. Og Roger Waters og 'The Wall' er åbenbart også oppe i den
kategori.
Billetsalget til Roger Waters-koncerten i Parken startede mandag formiddag klokken 10.
Tirsdag indleder billetlugen salg af billetter til Roger Waters anden danske optræden til næste sommer. Han opfører nemlig også "The Wall" i Herning den 13. juni. Billetsalget begynder klokken 10 - hvis ellers systemerne fungerer.
