Ingen anmeldelser om vold de første dage på Roskilde Festival og markant fald
i antallet af anmeldte tyverier. Sådan lyder den opmuntrende melding fra
Midt- og Vestsjællands Politi efter de første to døgn af den ugelange fest
på Dyrskuepladsen i Roskilde.
– Der er anmeldelser om 70 tyverier fra campingpladsen mod 95 i 2011, lyder det fra politiet, som har registreret 33 tyverier fra tasker mod 22 sidste år.
En 22-årig rumæner blev i går fremstillet i grundlovsforhør for nogle af tyverierne fra pladsen. Nogle festivalgæster havde tilbageholdt ham, indtil politiet nåede frem, og på sig ved anholdelsen havde den 22-årige kontanter, ti mobiltelefoner, en pung med penge samt en taske.
Tyverierne skal være begået sammen med to andre gerningsmænd, som politiet ikke fik fat i.
Afventer obduktion
Mindre opløftende er statistikken for euforiserende stoffer i omløb blandt
festivalgæsterne. Ordensmagten har foreløbig noteret 120 sager mod 123 ved
festivalen i 2011. De fleste sager handler dog om 'hash og lignende'.
Politiet afventer stadig resultatet fra obduktionen af den 20-årige svenske mand, der natten til mandag afgik ved døden efter indtagelse af stoffer. Resultatet ventes at foreligge i løbet af eftermiddagen.
