I audiens hos bossen

06:45 - 24. jun. 2005 | Af Henrik Queitsch

Forum er helt tomt. Bortset fra mig og et par pladeselskabsfolk. Og så den koncentrerede mand i den løsthængende, grå skjorte oppe på scenen under lysekronerne.

Bruce Springsteen. Som sidder og leger med et par akkorder på klaveret, der langsomt materialiserer sig som 'Spirits In The Night', så de små hår rejser sig. Og det er oven i købet kun lydprøven. Der ikke så meget handler om at indstille knapper og lydniveauer. Den slags har man folk til. Nej, der er snarere tale om en eksklusiv, lille koncert, hvor Bruce øver sig på de numre, han ikke lige har helt præsent, men åbenbart har tænkt sig at åbenbare for danskerne i aften i den evigt skiftende sætliste på denne turne. Herunder også 'Johnny 99' og 'Straight Time'.

Nærværende
Men selv om der kun er to timer til showstart, er der ingen som har travlt. Det er faktisk det, der slår én mest. Den afslappede og joviale tone, der hviler over hele superstjernens følge. Hvad enten det er turmanageren Jerry Fox, der har overskud nok til at komme hen og præsentere sig selv. Det har jeg sgu aldrig prøvet før. Eller Springsteens personlige assistent gennem 25 år, Barbara, som uopfordret kommer hen og konverserer, hvilket hurtigt udvikler sig til en nostalgisk snak om Springsteens første, fantastiske besøg her i landet i Brøndbyhallen i 1981, hvor vi begge var til stede. En ting er, at jeg kan huske den. Men det kan hun utroligt nok også. Hun må ellers have set nogle stykker af slagsen.

Og så er Springsteen trods de langsomme, nærmest dovne bevægelser ikke en mand, der sløser med tiden. Tre minutter efter han er ankommet fra lufthavnen - cirka en time forsinket, hvilket ingen syntes at tage sig af - sidder han på scenen. Og efter en halv times lydprøve, med tid til både småsnak og til at trykke det lokale crew i næverne, fortsætter han direkte op på kontoret, hvor han efter bare et par minutter tager imod Ekstra Bladets udsendte. Ja, han virker nærmest, som om han glæder sig til interviewet.

Eller også er han bare meget professionel. Men ikke desto mindre ekstremt nærværende. Enhver form for eventuel præstationsangst er som blæst væk efter bare 30 sekunder i selskab med den store, lille mand, der er noget af det mest ukrukkede, jeg længe er støt på i den her branche. Format kalder man vist den slags.

Skideskægt
- Come on Heeenrik sit on dooown synger Bruce, mens han rækker hånden over mod sofaen. Stemmetræningen er åbenbart ikke ovre endnu.

Og så slår han straks over i en varm, buldrende latter, da jeg viser ham det famøse billede, hvor han spiller på Strøget sammen med gademusikanten Jo-Jo alias John Magnusson et par timer, før han skal optræde foran en fyldt Idrætsparken i København 23. juli 1988.

- Det kan jeg sagtens huske, ha ha. Det var skideskægt. Jeg var ude at trække lidt frisk luft, og så stod ham fyren der, og han havde en ekstra guitar, så vi jammede lidt. Jeg snakkede faktisk med én om det forleden. Må jeg beholde det her billede, ha ha?

Selvfølgelig.

Så rejser han sig lidt op i sofaen og kigger én i øjnene med et venligt og fast blik, der ikke flytter sig en tomme under hele samtalen. Som om han siger, nå, lad os komme i gang. Og lad det være sagt med det samme. Small talk ligger ikke til Springsteens natur. Han svarer længe og eftertænksomt på hvert eneste spørgsmål.

Almindelig fyr
- Det der foto passer jo meget godt sammen med billedet af dig som en stor rockstjerne, der samtidig er en helt almindelig fyr. Hvor meget af det er skuespil?

- Det er det hele. Hvordan skulle jeg dog kunne være 'almindelig' (griner igen). For det første: Hvad er 'normal'?

- Det jeg mener er, at du stadig virker, som om du har begge ben plantet solidt på jorden.

- Det er noget, jeg har arbejdet helt bevidst på lige fra starten. Jeg havde lagt mærke til, at en masse af de kunstnere, som kom før mig, havde mistet noget af den jordforbindelse, og deres kunst led under det. Jeg tror ikke, at det er muligt at trække sig tilbage fra livet og ignorere de grundlæggende spilleregler, der gælder for mellemmenneskelige forhold. Hvis man prøver at gøre det, er det i hvert fald på egen risiko.

- Men det er svært, fordi jeg har et arbejde, hvor det er meget nemt at finde på undskyldninger for at være meget dårlig til nogle helt basale ting. Jeg er meget væk hjemmefra, der er et stort pres, jeg er guldkalven og alt det der. Så hvis du har lyst, kan du sagtens omgive dig med mennesker, der vil lade dig slippe af sted med hvad som helst. Som stadig smiler, selv om du opfører dig som et dumt svin. Og så er du for alvor i livsfare.

- Så jeg besluttede mig meget tidligt for, at den vej havde jeg ikke lyst til at gå. Jeg sætter da pris på livets bekvemmeligheder, men de rummer også en kerne, som jeg tror er en trussel mod ens arbejde - og i mangel af et bedre ord - din ånd og din sjæl. De udtørrer simpelthen din sjæl.

Vær fokuseret
- Og hvis du tror på, at livet handler om at udvide, berige og modne din sjæl, så er du nødt til at være fokuseret. Hvad enten det gælder at opfostre dine børn, at få dit parforhold til at fungere eller gøre dit arbejde så godt som muligt. Hvis du prøver at hæve dig over de der ting, så fjerner du dig jo også fra det, som er værd at skrive sange om. De ting, som det forventes, at du har en vis indsigt i som kunstner.

- Det er i al sin enkelhed hemmeligheden bag min 'almindelighed'.


- Publikum synes at spejle sig selv i dig. Virker det også den anden vej rundt?

- Sangskrivning handler basalt om at skrive en sang, der får folk til at føle 'Jeg er ikke den eneste, der har det sådan her'. Også selv om det bare handler om skæg, ballade og dans. Pludselig føler du dig som en del af noget. En del af en andens verdensbillede. Det er det, der foregår mellem en kunstner og hans publikum.

- Det prøver jeg så at udvide til karaktererne i mine sange. Så folk ikke bare ser sig selv i mig, eller jeg ser mig selv i dem, men at de også ser sig selv i de folk, jeg beskriver. For eksempel ham der desperat prøver af svømme over Rio Grande-floden. At sætte sig selv i den andens sted. Den genkendelse, tror jeg, medfører en naturlig medfølelse, hvilket verden har brug for mere end nogen sinde.

- Det har altid været meget åbenhjertig omkring din personlige overbevisning -især på det seneste - føler du, at du som kunstner har et ansvar på den måde?

- Jeg tror og håber stadig, at det er min musik, som har den største virkning på folk. Det er grundlæggende en kunstners arbejde. At skabe kunst. Om man så også har lyst til at bruge den indflydelse i en politisk sags tjeneste, må den enkelte gøre op med sig selv.

Det amerikanske liv
- Men min musik har altid været tæt forbundet med USA's sociale historie. Hvis du kigger tilbage på mine sange gennem de sidste 30 år, vil du se alt fra de krige, vi har kæmpet, til industriens kollaps til livet i de små byer. Et portræt af det amerikanske liv.

- Og når de ting kommer under angreb - som det har været tilfældet i de senere år - hvor der er sluppet nogle fundamentalt udemokratiske kræfter løs, så kunne jeg ikke bare ignorere det. Jeg føler, at de ting, jeg har gjort de sidste par år, er en helt naturlig forlængelse af mit arbejde.

- Men det vigtigste er for mig stadig at skrive en musikalsk krønike over min samtid og mine erfaringer. Det er det samme mine helte har gjort, hvad enten det er Frank Sinatra, Dylan eller Elvis. Du får en utrolig fornemmelse af både øjeblikket og af historien, når du lytter til deres sange. Det er de sko, jeg prøver at fylde ud.

- Jeg bekymrer mig ikke så meget om eftermælet. Det har jeg alligevel ingen indflydelse på. Og popmusik er jo i sin natur flygtig. Det vigtigste er at ramme folk her og nu. At folk føler, at jeg synger om dem og den tid og den verden, de lever i.

- Men selvfølgelig prøver jeg da at skrive mig selv ind i en lang tradition, der starter med Woody Guthrie og de gamle bluesmusikere og senere Elvis og Dylan. Og de satte bundlinjen meget, meget højt, men forhåbentlig kan jeg da skrive mit eget lille kapitel til den bog.

Dø uden håb
- Tror du stadig på 'The Promised Land'?

- Jeg tror, at mennesket vil dø uden håb. Det er indkodet i vores DNA. Vi er programmeret til at tro på, at der venter noget bedre rundt om næste hjørne. Sådan har det været siden tidernes morgen, hvor folk har vadet over ti bjerge uden at finde noget, men stadig er overbeviste om, at guldet nok ligger begravet bag bjerg nummer 11.

- Men samtidig er det også vores natur at være skeptiske og kyniske. De kræfter kæmper en konstant kamp inden i ethvert voksent menneske. Og jeg tror ikke, at man kan fornægte nogen af dem. Derfor afspejler mine sange begge sider.

- Hvis man kigger på verdenshistorien er der jo masser af grunde til at opgive ævred. Men selv de mest forarmede steder på jorden bevarer folk stadig håbet. Det er de nødt til for at overleve. For at trække vejret og stå op den næste morgen og kæmpe sig gennem endnu en dag. Det er det, en sang som 'Reason To Believe' handler om, og det er måske derfor, at det er en af dem, jeg altid har fået størst respons på. Fordi den rummer begge sider. Min musik er en kombination af blues og gospel. Fornedrelse og håb. Når du hører versene, hører du problemer, når du hører omkvædene, hører du håb. Det er grundformularen for en masse af mine sange. Lyt for eksempel til 'The Rising'. Det er det samme.

- For sådan er det jo. Livet er svært og smertefuldt, men også med øjeblikke af lys og glæde. Uanset hvem og hvor du er, så skal du nok opleve begge dele. Jeg tror, det er nøglen til, at folk kan bruge mine sange. Fordi de forholder sig til realiteterne. Sådan er mine koncerter jo også. Jeg tager folk med helt ned i mørket, men vi fester også indimellem.

Far og søn
- Du har skrevet nogle store 'far-og-søn-sange', bl.a. 'Adam Raised A Cain', 'Independence Day' og 'My Father's House', hvordan har du det med dem, nu hvor du selv er blevet far?

- Fint nok. Der er et element af fremmedgørelse mellem fædre og sønner, som simpelthen er en del af pakken. Det hører med til at blive voksen. Men samtidig er du opmærksom på ikke at begå de samme fejl som din egen far. Og mange af dem undgår du faktisk. Og andre af dem undgår du ikke. Børn er ekstremt gode til at afsløre dine fejl som menneske, din utålmodighed, din stædighed, osv. Det er på en gang det, der gør familien til en uharmonisk og skrøbelig, men samtidig også meget stærk størrelse. Det er der, man mere end noget andet sted erkender sine mangler og styrker.

- Men modsat hvad mange tror, var jeg egentlig ikke specielt rebelsk som barn. Jeg beundrede faktisk mine forældre for at kæmpe så hårdt for at skabe et hjem, selv om de både havde nogle ydre omstændigheder og nogle indre dæmoner at kæmpe med.

- Og jeg tager da også mig selv i det, når jeg er på vej ind på knægtens værelse for at bede ham skrue ned for den larm, ha ha.

Lykkelig
- Er du lykkelig?

- Umiddelbar vil jeg svare ja. Men ordet lykkelig er ofte fuldstændig misforstået. Jeg tror ikke, det handler om en konstant tilstand af glæder eller mangel på konflikter i dit liv. Konflikterne er jo det, der gør livet værd at leve. Med måde, selvfølgelig. Men at erkende og overvinde problemerne er en essentiel del af den menneskelige erfaring. Lykke er at have ressourcerne og redskaberne til at konfrontere problemerne, når de opstår, og løse dem på bedst mulig vis. Hvad enten det nu er familiemæssige problemer, kunstneriske problemer eller sociale problemer. Og evnen til at finde et sted, du kan kalde 'hjem'.

- Er der mere for dig at opnå?

- Masser. Materielt har jeg, hvad jeg skal have, men der er stadig en masse ubesvarede spørgsmål, og så længe der er det, er der en mulighed for at holde dig i live og vibrerende, både som menneske og kunster. Så længe du er engageret i 'det at leve' er der stadig mange sange, der skal skrives. Jeg har stadig fuldstændig den samme spænding i kroppen nu, når jeg går på scenen, som da jeg startede. Det er en endeløs søgen. Heldigvis.