DK MusikNYT

King Diamond: Jeg var død i to og en halv time

Det legendariske danske heavy metal-ikon er vendt hjem for lørdag at spille på Copenhell

  • King Diamond har kvittet smøgerne og lever på en stram og sund kost efter en tredobbelt bypassoperation i 2010. Til gengæld synger den 56-årige sanger bedre end nogensinde før, siger han. (Foto: Jakob Jørgensen)
King Diamond har kvittet smøgerne og lever på en stram og sund kost efter en tredobbelt bypassoperation i 2010. Til gengæld synger den 56-årige sanger bedre end nogensinde før, siger han. (Foto: Jakob Jørgensen)
1/2
Næste »

Den verdensberømte falsetskråler og galning King Diamond, der har inspireret en generation af heavy metal-musikere verden over, er i Danmark - tilbage fra sit hjem i Dallas, USA - og de døde.

For første gang siden 2006 optræder den Grammy-nominerede sanger sent lørdag på dansk grund til Copenhell 2013 på Refshaleøen på Amager.

Og han lover en koncert, der vil ryste monarkiet i sin grundvold.

- Copenhell bliver vores største show nogensinde. VI har aldrig spillet med et setup, der er så stort. Vi øvede hele showet en uge i træk i Karlsruhe i Tyskland, og det ser vanvittig fedt ud. Det er meget visuelt. Sangen ‘There’s A Spider on the Wall’ er mega uhyggelig og til ‘Shapes of Black’ bliver det hele sort og hvid. Men jeg kan ikke afsløre det hele endnu, siger King Diamond.

Se også: Metalstjerne tæt på amputering

Det ofte ansigtsmalede danske heavy metal-koryfæ, der tilbedes af bands som Metallica og Slipknot, er blot iført sort hue og lædervest, da han tager imod Ekstra Bladet på hans hotelværelse. Værelset er stopfyldt med sorte kufferter.

- Der er alt mulig lort stablet op, som jeg har taget med hjemmefra. Ansigtsmaling, læderstøvler, scenetøj, mine nye Mötorhead-høretelefoner, masser af make-up og lakrids. Lakrids smører stemmen. Og det her, siger King Diamond og lægger en ældgammel, gusten konvolut på bordet.

Drikke drengeblod
Han åbner konvolutten, lægger brevet på bordet og stirrer. Det er et håndskrevet brev til King Diamond skrevet af Anton Szandor LaVey, grundlæggeren af den verdensomspændende organisation Satans Kirke og forfatteren til det filosofiske manifest Satans Bibel.

- Jeg rejser aldrig uden det her. Jeg snakkede med LaVeys datter i San Fransisco for nyligt. Hun fortalte mig, at han aldrig skrev noget i hånden. Aldrig. Det brev betyder sindssygt meget for mig. Han skrev det, efter han tog mig med til en ceremoni i hans spirituelkammer, siger King Diamond, der benægter at være i direkte forbindelse med onde kræfter.

Se også: Moses rasende på festival: Det er Helvedes forgård

- Jeg er i hvert fald ikke djævlen selv. Der er alt for mange, der tror, at satanisme handler om at drikke drengeblod. De er ikke til at tale med. I gamle dage var der nogle radioer, der forbød at spille os på grund af mine tekster. Men essensen af mine tekster har aldrig været at støde folk. Jeg udforskede horror, der handler om at skabe kontrast. Modsætninger rører ved os, og skaber følelser, siger King Diamond og forklarer:

- Sådan et album som Abigail kan vi aldrig toppe igen. Man kan kun lave sådan en plade en gang, og så må man udforske noget nyt. Men hør her - når jeg ser tilbage på teksterne, så griner jeg selv af det, fordi det er så latterligt. Og så var jeg dårlig til engelsk dengang. Alligevel fik jeg engang et brev fra en præst, der ville have, jeg skulle vende mine tekster om til kristne budskaber, fordi de unge lyttede til mig, siger han.

- Men satanisme er en livsfilosofi for mig - ikke en religion. Der er ingen, der ved, om der er en gud, mange guder, eller slet ingen guder. Jeg ved det ikke, og du ved det heller ikke. Det er ubeviseligt. Alligevel er der for meget antirespekt omkring det, vi tror på.



King Diamond var berygtet for sin galskab på scenen i 1980'erne, hvor friske indvolde fra slagteren var en fast del af hans show. Men der er ingen indvolde med til showet på Copenhell, lover King Diamond. Foto: Ole Steen King Diamond var berygtet for sin galskab på scenen i 1980'erne, hvor friske indvolde fra slagteren var en fast del af hans show. Men der er ingen indvolde med til showet på Copenhell, lover King Diamond. Foto: Ole Steen

De ondeste mareridt
King Diamond fylder 57 år dagen før han optræder på Copenhell, men har for nyligt nærmest fået rekonstrueret kernen af sit aldrende legeme.

- Der er mere metal i mig nu end nogensinde før. Jeg har en tyk metalwire flettet ned over min brystkasse. De åbnede mig som et klædeskab, indsatte blodårer fra mit lår, og limede mig sammen hen over den. Prøv at mærke, siger King Diamond.

En hård metallisk linje buler ud ned langs hans brystkasse. En serie af alvorlige hjerteanfald sendte i 2010 Kind Diamond på hospitalet, hvor han gennemgik en tredobbel bypassoperation. Her mødte han døden, som han har sunget om i det meste af sit liv.

Se også: 10.000 klar til dansk helvedesfestival

- Jeg var død i to og en halv time. Det føltes som om, jeg havde haft de ondeste mareridt. Da jeg vågnede skulle jeg lære at trække vejret igen. Sådan helt forfra. Du fatter ikke, hvor ondt det gjorde. Jeg fik besked på at gå hjemmefra og op til lægen hver dag. Jeg var hævet over hele kroppen, så jeg gik i sandaler gennem vintermorgener og følte mig som et spøgelse. I lang tid efter var jeg ikke sikker på, om jeg var i live. Det var virkelig ubehageligt. Jeg havde sådan en følelse af, at jeg ikke hørte til. I tre måneder. Kan du mærke mig?, spurgte jeg min kone. Jeg var i limbo. Det mindede mig om min sang ‘Walking the Halls at Night’.

- Men døden har ændret mit liv. Jeg tager ikke længere noget for givet, jeg ser mere, smager mere og lugter mere. Og så synger jeg bedre, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg synger lettere og højere, og bliver ikke forpustet.

- Og så tror jeg, at jeg har taget noget med fra den anden side, siger King Diamond

King Diamond går hen til sin ungarske kone, Livia Zita, der er ansat hos King Diamonds pladeselskab Metal Blade, og beder hende om at finde et billede frem.

- Der skete noget fucked up på, da vi spillede på Sweden Rock.

Han viser et billede af ham selv på scene. To sorte skygger, der kan minde om nogle tynde ben med stilethæle, svæver bag ham.

- Hvad helvede er det? Jeg tror, det er Abigail (den dræbte pige, som King Diamond synger om på pladen af samme navn fra 1987, red.). Hvis du kigger nærmere, ligner det et par hove. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg tænker meget over det, siger han.



- Hvad helvede er det? tænker King Diamond, da han ser billedet med to sorte skygger bag ved ham, som minder om et par ben. Eller et par hove. Billedet er taget på Sweden Rock. Foto: Privatfoto - Hvad helvede er det? tænker King Diamond, da han ser billedet med to sorte skygger bag ved ham, som minder om et par ben. Eller et par hove. Billedet er taget på Sweden Rock. Foto: Privatfoto

Forfulgt af Abigail
King Diamonds lyrik tager ofte udgangspunkt i groteske og blodige horrorhistorier, hvor sindssygen hærger og det okkulte er normalen.

Og taler man længe nok med King Diamond, ulmer galskaben i overfladen hos heavy metal-legenden.

- I Polen var der så skide koldt på mit hotelværelse. Jeg klagede, men de nægtede at skrue op for varmen. Jeg ville hævne mig og smed noget gammel rugbrød i en af deres skuffer for sjov, så det kunne ligger der og rådne. Senere skulle jeg vise mit Ghost-O-Meter til en sikkerhedsvagt, og så skrev den pludselig ‘skuffe’. Jeg skal love dig for, at jeg fjernede det gamle rugbrød fra skuffen bagefter, siger King Diamond, med en mistroisk mine.

- Dit Ghost-O-Meter?

- Først troede jeg ikke på det. Men der er fire steder hjemme i huset i Dallas, hvor den går helt amok, siger King Diamond og finder sin iPad frem.

Han åbner en app, der viser et speedometer og en række kryptiske beskeder, der hele tiden skifter. Han forklarer, at speedometeret indikerer mængden af spirituel aktivitet i rummet.

- Nogle gange har jeg det som om, at Abigail følger efter mig, siger King Diamond, hvis borgerlige navn er Kim Bendix Petersen.

King Diamond har netop underskrevet en kontrakt på tre nye albums med det amerikanske pladeselskab Metal Blade, og forventer at udgive et nytalbum inden sommeren 2014.

Se også: Djævelsk kultikon rocker København



King Diamond har blandt andet optrådt med Metallica, som er store fans af danskeren med den dæmoniske falsetvokal. I 2009 blev han desuden inkluderet i det populære spil Guitar Hero. Foto: Massacre Records King Diamond har blandt andet optrådt med Metallica, som er store fans af danskeren med den dæmoniske falsetvokal. I 2009 blev han desuden inkluderet i det populære spil Guitar Hero. Foto: Massacre Records

Blå bog: King Diamond
  • Født 14. juni 1956 i Hvidovre
  • Døbt Kim Bendix Petersen
  • Gift med ungarske Livia Zita
  • Uddannet kemilaborant
  • Grundlagde Merciful Fate i 1980 sammen med guitaristen Hank Shermann
  • Udgav sit første soloalbum 'Fatal Portrait' under sit alias King Diamond i 1986
  • King Diamond har udgivet 12 studiealbums, to live-albums, seks singler og fire musikvideoer
  • Nomineret til en grammy i USA for sangen 'Never Ending Hill'


Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Kommende koncerter
Kommende album
Thomas Treo skamhører
  1. Imperial State Electric: 'All Through the Night'
  2. Wilco: 'Schmilco'
  3. The Mavericks: 'The House I Live In'
Henrik Queitsch skamhører
  1. Diverse: 'Day of the Dead'
  2. Psychic Ills: 'Inner Journey Out'
  3. Trentemøller: 'River in Me'
Rune Melchior Sjørvad skamhører
  1. The Avalanches: 'Wildflower'
  2. Stephen Steinbrink: 'Anagrams'
  3. Nice as Fuck: 'Nice as Fuck'
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen