Magelig mestermusikant

Ry Cooder fuldbyrder fortræffelig trilogi om Californien med mere ubesværet swingende roots-rock, der dog savner lidt personlighed

13:21, 19. jun 2008 | Thomas Treo

Ry Cooder - guitarguruen fra Los Angeles er et studie i stil. (Foto: Susan Titelman)

Ry Cooder: 'I, Flathead' (Nonesuch/Warner) Udkommer mandag 23. juni

I form af fornøjelige 'I, Flathead' afslutter Ry Cooder den generøse trilogi om Californien, som han startede med 'Chávez Ravine' i 2005 og fortsatte på sidste års 'My Name is Buddy', og denne gang fortæller kapaciteten en løst skitseret røverhistorie om den musikgale racerkører Kash Buk.

Som på de ellers fortrinlige forgængere kan man sagtens savne en større sammenhæng, og formen har atter tendens til at overdøve indholdet, men den 61-årige guitar-ekvilibrist fra Los Angeles er stadig en særdeles smagfuld stilist, hvis lune men aldrig lunkne roots-rock simpelthen lyder vidunderlig.

Med hjælp fra blandt andre Jim Keltner og Flaco Jimenez er 'I, Flathead' en mestermusikalsk og ubesværet gennemgang af alskens genrer, og Cooder formår for eksempel at lyde akkurat som John Hiatt på 'Waitin' for Some Girl', mens 'Ridin' With the Blues' er ren The Rolling Stones, og 'Fernando Sez' mere end ligner Los Lobos.

Det er charmerende lavet, men uundgåeligt også uden et vist personlig præg, som navnlig gør sangen, der såmænd bare hedder 'Johnny Cash', til en noget unødvendig blanding af pastiche og cadeau fra en legende traditionalist, der investerer lidt for lidt af sig selv i en ellers skønt iscenesat afslutning på et gedigent gennemført stykke californisk musikhistorie.