Metallica: Livet efter døden

Metallica har genfundet gnisten og lavet deres bedste plade i årevis. Det mener Ekstra Bladets anmelder Peter Albrechtsen

07:22, 11. sep 2008 | Thomas Treo

Oversæt / Translate

Metallica disker op med både frådende energi og bestialsk spilleglæde på deres nye album. (Foto: Universal)

Death Magnetic udkommer i morgen, fredag.

Mest læste i Musik

Metallica: 'Death Magnetic' (Vertigo/Universal) Udkommer fredag den 12. september

De klarede det. De sidste 10 år har ellers været én lang kreativ nedtur for Metallica. Først kom fuseren 'Re-Load', og derefter var bandet helt ude i tovene under optagelserne af 'St. Anger'. Og da rabalderet omsider udkom, fik ringvragene brug for ekstra terapi, da de læste anmeldelserne.

Men med 'Death Magnetic' har veteranerne genfundet gnisten. De har fyret Bob Rock, der har været fast sparringspartner bag mixerpulten siden det sorte 'Metallica'-album i 1991, og nu allieret sig med lydguruen Rick Rubin, som har bedt kvartetten vende tilbage til den episke metalstil fra 80'er-pragtværkerne ’Master of Puppets' og '... And Justice for All'.

River og rusker
Og det har de søreme gjort. De 10 numre på dette niende studieopus varer små 80 minutter, men bedst er, at de kringlede skæringer affyres med en frådende energi og bestialsk spilleglæde, som gruppen ikke har mønstret i årevis.

Det river og rusker i kroppen, og Lars Ulrichs kiropraktor får i det hele taget travlt, når disse sange skal luftes live.

Energi gør det nu ikke alene. Metallica har altid levnet plads til melodierne midt i bersærkergangen, og her fejler 'Death Magnetic' visse steder.

Den akavede single 'The Day That Never Comes' giver bedre mening i det store hele, men af og til savnes de målsøgende refræner og fængende slaglinjer, der ellers er frontmand James Hetfields varemærke.

Med andre ord er her ingen ny 'Enter Sandman'. Men 'That Was Just Your Life', 'All Nightmare Long' og fartdjævelen 'My Apocalypse' både fænger og flænser, mens den instrumentale 'Suicide & Redemption' byder på de skarpeste riff, d’herrer har sammensvejset i dette årtusind.

'We die hard', hvæser Hetfield. Og han har ret. Heldigvis.