Monument over musikfabrikken

4cd-boks portrætterer Factory Records fra Joy Division til Happy Mondays og samtidig Storbritannien fra Margaret Thatcher til ecstasy

14:37, 28. jan 2009 | Thomas Treo

Legendariske Joy Division anno 1980 - blandt bannerførerne på Factory Records. (Polfoto)

Diverse: ’Factory Records: Communications 1978-92’ (Warner)

Motowns 50-års fødselsdag er blevet fejret efter fortjeneste, men at Factory Records fyldte 30 i fjor blev forbigået med tavshed, og selv om selskabets stil var næsten ligeså genkendelig som Motowns, så er Manchesters bælgmørke hitfabrik, da heller ikke ligefrem oplagt til lagkage og fødselsdagsang.

Nu synges den imidlertid alligevel i form af 63 mere eller mindre sortrandede schlagere, der gemmer sig i boksen ’Factory Records: Communications 1978-92’, som over 4 cd’er og 5 timer fortæller historien med hovedroller til Joy Division, New Order og Happy Mondays.

Den klædelige sølvæske afløser 90’ernes ’Palatine’-boks og kan også ses som en mindesten over selskabets stifter Tony Wilson, der døde i august 2007, og som sammen med Martin Hannetts skummelt skurrende produktioner og Peter Savilles minimalistiske pladeomslag blev garant for en dragende, dunkel æstetik, der med poetisk postpunk indledningsvis dannede lydspor til Margaret Thatchers trøstesløse Storbritannien.

Ualmindeligt anstrengende
Nøglenumrene ’She’s Lost Control’, ’Transmission’ og klassikeren ’Love Will Tear Us Apart’ cementerede Joy Divisions status som genrekonger, men Factory forløste også dinglende guitarpop med for eksempel fortrinlige The Distractions atypiske ’Time Goes By So Slow’ og mere abstrakte og funky toner fra henholdsvis The Durutti Column og A Certain Ratio.

Depeche Modes tidlige uskyldigheder er et åbenlyst ekko af OMD’s underskønne synthpop på eminente ’Electricity’, mens for længst glemte grupper som Crawling Chaos og Minny Pops stadig er ualmindeligt anstrengende bekendtskaber i postpunkens mest enerverende blindgyder.

Frisk pust af orkanstyrke
Joy Division blev til New Order, og op gennem de elektronificerede 80’ere regerede gruppen med blandt andre mesterlige ’Everything’s Gone Green’, ’True Faith’ og evergreenen ’Blue Monday’, der imidlertid ikke kunne skjule en generel afmatning i talentfabrikken, hvor tosserne i Happy Mondays dog blev et frisk pust af orkanstyrke sidst i det kolde årti.

De festglade fantaster dopede sig på house-rytmer i selskab med Paul Oakenfold og Andrew Weatherall måneder før sidstnævnte gjorde Primal Scream ’Loaded’, men Happy Mondays kunne også nogenlunde selv på de uimodståelige gennembruds-grooves ’Step On’ og ’Kinky Afro’.

I starten af 90’erne var Factorys økonomi endnu mere kaotisk end deres stadigt mere svigtende kvalitetskontrol, og med Happy Mondays’ ’Sunshine and Love’ i et Lionrock-remix gik solen ned over et foregangsforetagende, der navnlig i starten markerede sig som et visionært tilflugtssted for epokegørende outsidere i det regntunge nordvest.