Størknet hjerteblod fra Morrissey

Morrissey er stadig en håbløs romantiker på endnu en standhaftig selvparodi, der udgør Sir Smiths niende soloalbum

10:27 - 05. feb. 2009 | Thomas Treo

Morrissey fylder 50 til maj, og så kunne man måske mene, Sir Smith havde en oplagt lejlighed til at tage karrieren med ind i de voksnes rækker, men ’Years of Refusal’ afslører såmænd, at manden fra Manchester ikke har udviklet sig nævneværdigt hverken følelsesmæssigt, tekstligt eller musikalsk siden ungdomsårene.

Begge Morrisseys sommershows i Danmark er imidlertid allerede udsolgt, så der er tilsyneladende stadig adskillige traurige eksistenser, der ikke kan få nok af Onkel Ynk, som alt efter hvem man spørger byder på Messias-lignende melankoli eller en melodramatisk selvparodi i form af sit niende soloalbum.

’Why change now?’ spørger veteranen i afslutningsnummeret ’I’m Ok By Myself’, og så er det jo ligesom sagt, men førnævnte schlager samt åbneren ’Something Is Squeezing My Skull’ og ’All You Need Is Me’ rummer da i det mindste en vis bastant robusthed, der er mere kendetegnende for Morrisseys farvestrålende forbilleder i New York Dolls end for sortseeren selv.

Ætsende støjflader
Pessimistens poesi rummer stadig en vis snilde, og Morrissey er også fortsat kæk nok i rollen som håbløs romantiker til at kalde en midttempotraver ’I’m Throwing My Arms Around Paris’, men så ambitiøs bliver outsiderens gumpetunge guitarpop dog aldrig.

Han savner simpelthen Johnny Marrs maleriske riffs og mindeværdige melodier, og selv om samtlige tolv skæringer på ’Years of Refusal’ for så vidt er ganske tilforladelige, så lyder skiven aldeles uspændende i en underligt endimensionel produktion, hvor ætsende støjflader under ’Mama Lay Softly On the Riverbed’ og mariachi-muzak på ’When I Last Spoke To Carol’ er klodsede tilbøjeligheder.

Når han runder de 60, slipper han altså ikke af sted med det her igen. Eller gør han?