Koldsved og feberdrømme

Halvdelen af svenske The Knife gyser som debuterende Fever Ray med isnende polarpop tilsat besættende dunkelhed

10:34, 14. mar 2009 | Thomas Treo

Fever Ray alias Karin Dreijer Andersson - ulmende uhygge og knugende ro. (Foto: Elin Berge)

Fever Ray: 'Fever Ray' (V2/Bonnier) Udkommer mandag 16. marts. Fever Ray spiller i Store Vega, København, 22. marts og på Roskilde Festival

Netop som gådefulde The Knife skar igennem til noget, der mindede om mainstreamsucces, så trækker det svenske søskendepar midlertidigt bladet tilbage, mens den elektroniske popduos kvindelige halvdel, Karin Dreijer Andersson, skærer til benet i skikkelse af enegænger under navnet Fever Ray.

Solodebuten er et dystert dvælende værk, hvor 33-årige Anderssons ulmende uhygge flakker med knugende ro som en natteravn mellem drøm, virkelighed og mareridt, der sættes stemningsfuldt i scene tilsat minimalistisk brug af enkle gysertemaer og sangerindens ekspressive stemme.

Dæmonisk og dunkel
Depeche Mode og Björk er lidt for oplagte pejlemærker i Anderssons urovækkende univers, men hun udstyrer sin vision med en nærmest isnende stilhed, der giver projektet stærk personlighed samtidig med, at Andersson cementerer sit slægtskab med kølige landsmænd som Nina Persson og især Jenny Wilson.

’If I Had a Heart’ er et besættende dunkelt og nærmest dæmonisk åbningsnummer, mens relativt luftige ’Seven’ er albummets mest tydelige cadeau til Martin Gores melodiske tæft og umiddelbart iørefaldende synth-signaturer.

Slæbende sjælesyge
Dragende ’Keep the Streets Empty For Me’ overrumpler minsandten med noget så uhørt som en hjemsøgt panfløjte, men blandt de ti numre og 48 minutter er der også øjeblikke, hvor monotonien og forudsigeligheden lurer på ubemærket vis, og Fever Rays melankoli sniger sig om i baghovedet.

Der er dog noget sært fascinerende ved Anderssons slæbende sjælesyge og viljestærke polarpop, der utvivlsomt vil dale over undergrunden de kommende måneders forår og sommer som nattesne i slowmotion.