Indtagende Lisa Ekdahl

Overrumplende flot album fra den svenske chanteuse, der er vokset gevaldigt med melankolien

11:44, 04. apr 2009 | Thomas Treo

Lise Ekdahl - Rickie Lee Jones og Joni Mitchell har ikke levet forgæves. (Foto: Anders Thessing)

Lisa Ekdahl: ’Give Me That Slow Knowing Smile’ (RCA/Sony) Udkommer mandag 6. april

’Give Me That Slow Knowing Smile’ markerer en kærkommen tilbagekomst for Lise Ekdahl, der heldigvis næsten er vokset fra den betuttede og tuttenuttede romantik, som har reduceret hendes hidtidige karriere til et noget betydningsløst bekendtskab trods gedigne håndværksmæssige kvaliteter.

Efter en mindre pladepause er Ekdahl aktuel i skikkelse af en slags svensk chanteuse, som nu satser internationalt med pladekontrakt via RCA/Sony i Frankrig, og det er faktisk lidt af en befrielse, at hun har skiftet modersmålet ud med engelsk.

Verdenssproget afhjælper hendes hang til det navlebeskuende og indsmigrende, og albummets rustikke klang, der resonerer sublimt af svensk bjælkehytte, er samtidig med til at lukke op for Ekdahls sart sensuelle univers og behændige blanding af visetradition, akustisk pop og strejf af jazzet swing.

Legende lethed
Der er noget nærmest frejdigt over det betagende titelnummers legende lethed, og det virker såre naturligt, at Ekdahl såmænd giver sig til at fløjte undervejs, men modsat spiller hun også lidt med musklerne på ’When’, der nærmest kan ses som hendes svar på selveste The Rolling Stones’ ’Sympathy For the Devil’.

Døsigt funky ’Beautiful Boy’ afslutter ’Give Me That Slow Knowing Smile’ med lidenskabelig list, og på blot 36 graciøse minutter har Ekdahl genopfundet sig selv som en slags svensk Rickie Lee Jones eller Joni Mitchell, der i form af hendes hidtil mest løsslupne og modne udspil pludselig gør krav på at blive taget alvorligt.

Nydeligt på den klædelige måde.