Sarkastisk og sentimental Bob Dylan

Dylan fortsætter storformen på sit 33. studiealbum

13:24 - 25. apr. 2009 | Henrik Queitsch

Efter tre mesterlige album på stribe – ’Time out of Mind’, ’Love and Theft’ og ’Modern Times’ – en fremragende selvbiografi, 'Krøniker’, og den endeløse turné, er det vel ikke for meget at slå fast, at denne Bob Dylan, der bliver 68 i næste måned, er i noget nær sit livs form.

Man skal i hvert fald tilbage til midttresserne for at finde en kvalitativt lige så konsistent periode i hans værker. Og så var hans forrige plade ’Modern Times’ tilmed en af hans største sællerter nogensinde.

Stort set ud af det blå lander så mesteren og mytens 33. studiealbum ’Together through Life’. Som søreme også er eminent. Og ikke rigtig lyder som noget andet Dylan-album.

Tony Garnier, George Recile og Danny Herron fra det faste turnéband suppleres med Heartbreakers-guitaristen Mike Campbell og Los Lobos’ David Hidalgo på trækharmonika. Og sidstnævnte har samme markante plads i lydbilledet og afgørende aftryk på resultatet, som det var tilfældet med Scarlet Riveras violin på ’Desire’.

Og ligesom på ’Desire’ har ordekvilibristen Dylan allieret sig med en medtekstforfatter, denne gang Robert Hunter, som tidligere har arbejdet tæt sammen med Grateful Dead.


Dylan har selv produceret rustikt og uden dikkedarer, og bandet spiller som en flok derangerede desperadoer strandet i en udørk nær den mexicanske grænse. Dylans stemme lyder vejrbidt, men stadig med masser af pondus: ’Some people tell me I got the blood of the land in my voice’. Også i den grad.

Lyrisk balancerer teksterne mellem det sarkastiske og det spottende opsummeret i finalen, hvor alverdens fortrædeligheder i versene indrammes af omkvædet ’It’s all good’.

Ennnu en følgesvend
Eller som det hedder andetsteds: ’All night long / I lay awake and listen to the sound of pain / The door has closed forevermore / If indeed there ever was a door’.

Den dør hedder kvinder, og ’Together through Life’ rummer tillige nogle af Dylans mest direkte og sentimentale kærlighedserklæringer nogensinde. Men ofte fortalt i datids- eller fremtidsform.

’Together trough Life’ indeholder måske ingen øjeblikkelige klassikere, til gengæld er det et af Dylans mest umiddelbart indtagende, som man bestemt ikke behøver høre til menigheden for at springe om bord i.

Endnu en følgesvend for livet.