Indlæser...

Lykken på landevejen

Dvd-dokumentar skildrer de uimodståeligt blomstrende mestermusikanter i Wilco på frydefuldt togt gennem et falmet USA

11:22, 12. maj 2009 | Thomas Treo

Nels Cline og Jeff Tweedy fra Wilco rocker Roskilde Festival anno 2007. (Foto: Bjørn Stig Hansen)
Nels Cline og Jeff Tweedy fra Wilco rocker Roskilde Festival anno 2007. (Foto: Bjørn Stig Hansen)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Bonusinfo:

- Som ekstramateriale indeholder 'Ashes of American Flags' yderligere syv livenumre.

- Wilco udgiver 29. juni deres syvende selvskrevne studieskive, 'Wilco (the Album)'.

Annonce

Wilco: ’Ashes of American Flags’ (Nonesuch/Warner)

Annonce

I 2002 viste den ualmindeligt fængslende og intime dokumentarfilm ’I am Trying to Break Your Heart: A Film About Wilco’, hvordan Chicago-slænget bekæmpede hinanden og pladeindustrien, men konflikter er tilsyneladende ikke en nødvendighed for, at gruppen serverer sublime strimler.

Som man kunne forvisse sig om på ’Sky Blue Sky’, der blev kåret til årets album i Ekstra Bladet i 2007, så har Wilco de senere år virket i noget nær fuldendt harmoni med sig selv, og gennem turnéfilmen ’Ashes of American Flags’ er de seks sympatiske mænd et befriende studie i, hvordan lykken kan findes på landevejen.

Eksplosivt overskud
Wilco blomstrer uimodståeligt på et trip gennem falmede hjørner af USA, hvis rustikke rocktradition ensemblet både vedkender sig og fornyer med organiske grooves og et nærmest eksplosivt, mestermusikalsk overskud, der fundamentalt munder ud i en selvberoende opdatering af amerikanske institutioner som The Band, Grateful Dead og Crazy Horse.

Langt størstedelen af dokumentarens 88 minutter er regulære koncertklip med et dusin ulastelige liveoptagelser, der underbygger indtrykket af sekstetten som et af tidens absolut mest mageløse orkestre i kraft af overdådige udgaver af blandt andre ’Shot in the Arm’, ’Wishful Thinking’, ’Impossible Germany’ og ’Via Chicago’.

Enestående øjeblik
På sidstnævnte gentager Wilco deres sindsoprivende stunt fra Roskilde Festival 2007 med lammende effekt - bandets to avantgardeentusiaster, guitaristen Nels Cline og trommeslageren Glenn Kotche, skyller en bølge af frenetisk støj ind over folkballaden, mens frontmanden Jeff Tweedy fortsætter upåvirket, og i et enestående, radikalt øjeblik kolliderer fortid og fremtid i Wilcos vidunderlige univers.

’Ashes of American Flags’ kan bestemt ikke beskyldes for at være kontroversiel eller kritisk, men når man nu har lagt trængslerne bag sig, hvorfor så ikke bare vise, at tilværelsen også kan være pragtfuld.

I Wilcos selskab er den sjældent mindre.

Annonce


  • 1. Alex Chilton: 'Free Again: The '1970' Sessions'
  • 2. Lambchop: 'Mr. M'
  • 3. Thåström: 'Beväpna dig med vingar'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. Lana Del Rey: 'Born to Die'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. 300hz: '300hz'