De endeløst støjende

Ingen som Sonic Youth kan lyde som Sonic Youth. Og det gør institutionen så. Igen. Velkommen til endnu en lektion i lydlaboratoriet

10:20, 08. jun 2009 | Thomas Treo

Sonic Youth - ikke unge længere, men stadig soniske. (Foto: Michael Schmelling)

Sonic Youth: 'The Eternal' (Matador/Playground)

Sonic Youth er i begejstret selvsving på karrierens 15. album, ’The Eternal’, hvor støjrockens legendariske centrifuge gentager sig selv med gnist og gedigne numre gennem 12 typiske skæringer og 57 karakteristiske minutter.

Efter næsten 20 år med udgivelser for Geffen er newyorkerne tilbage i undergrunden hos Matador, og det tidligere Pavement-medlem, Mark Ibold, er ny bassist, men ingen af delene har inspireret Sonic Youth til at udforske nyt land.

Ikke desto mindre lyder gruppen inspireret i umiskendelig skikkelse af sig selv på navnlig 'Sacred Trickster' og 'Thunderclap For Boby Pyn', der er et par korte, eksplosive indslag, som minder om slængets mest imødekommende periode omkring 'Dirty' og 'Goo' i starten af 90'erne.

Dybt i detaljerne
Sonic Youth strækker ud på 10 minutter lange og afsluttende 'Massage the History', hvis diskret psykedeliske og indledningsvis nærmest folk-lignende klange får lydlaboratoriet til at sitre interessant, men man skal altså dybt ned i detaljerne for at finde noget, der på nogen måde kan forveksles med nyheder.

Omvendt er kvintettens kendetegnende kaskader af ringende guitarer og afvekslende brug af vokaler også indbegrebet af en ganske enestående rejse, selv om destinationen er velkendt, og veteranernes kompromisløse vedholdenhed er mere beundringsværdig end deres eventyrlyst.

De færreste formår at repetere så entusiastisk efter små tre årtier i udkanten af showbusiness, og trods sidste halvdel af bandnavnet er Sonic Youth i sandhed ’The Eternal’ patriarker.