Indlæser...

Tyrannosaurus Rex

Dinosaur Jr. går igen som Dinosaur Sr. på 'Farm', der cementerer overlevernes genkomst med kranieflækkende intensitet

16:09, 19. jun 2009 | Thomas Treo

Dinosaur Jr. - amerikanerne er tilbage med bid og flænsende furiøsitet. (Foto: Brantley Gutierrez)
Dinosaur Jr. - amerikanerne er tilbage med bid og flænsende furiøsitet. (Foto: Brantley Gutierrez)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Dinosaur Jr.: 'Farm' (PIAS/VME) Udkommer mandag 22. juni

Annonce

Dinosaur Jr. er bestemt ikke det eneste af støjrockens stilskabende bands fra 80’erne, som er gendannet, men modsat My Bloody Valentine, Pixies og The Jesus and Mary Chain, så har den aldrende øgle faktisk formået at kreere en comeback-skive.

’Beyond’ fra 2007 lagde tilmed et bundsolidt fundamentet for trioens videre færd og gødede jorden til ’Farm’, der springer uimodståeligt ud som et ubønhørligt buldrende hovedværk med kranieflækkende feedback, ruskende riffs og furiøst fræsende rabalderrock.

Hensynsløst hærg
Dinosaur Jr. dyrker egentlig ikke nyt land på ’Farm’, men gennem 61 monstrøse minutter intensiverer veteranerne deres karakteristiske kneb, og man skulle tro, en tyfon raserede J Mascis’ hjemmestudie i Amherst, Massachusetts, mens frontmanden, Lou Barlow og Murph indfangede deres lodne larm.

Albummet efterladen lytteren med fornemmelsen af at være blevet kastet hovedkulds ind i en cyklon, men noget af Mascis’ mest inspirerede, kvalitetsbevidste og disciplinerede sangskrivning holder effektfuldt sammen på det hvirvelvindsagtige opus, der hærger hensynsløst som en homogen helhed.

Glubsk fortidsøgle
Voluminøst vuggende ’Ocean in the Way’ skvulper frem og tilbage med urkraft af en anden verden, og mens ’Plans’ understreger slængets svimlende melodiøsitet, så er indtrængende ’Said the People’ endnu et underskønt eksempel på poesien i Mascis’ frustrationsfyldte verden.

Dinosaur Jr. sadler atter op på Crazy Horse som disciple af The Stooges, men deres klassiske inspirationskilder er for længst fosset sammen i et lammende lydtryk, der er ensemblets eget, og i skikkelse af et frådende glubsk fortidsmonster er Dinosaur Jr. triumferende tilbage som pionerer, der duperer, og hvis ’Beyond’ var en komodovaran, så er ’Farm’ en fuldvoksen Tyrannosaurus Rex.

Annonce


  • 1. Alex Chilton: 'Free Again: The '1970' Sessions'
  • 2. Lambchop: 'Mr. M'
  • 3. Thåström: 'Beväpna dig med vingar'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. Lana Del Rey: 'Born to Die'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. 300hz: '300hz'