De smukkeste tabere

Big Star blev aldrig store stjerner, men Memphis’ svar på The Beatles lavede svimlende musik, der nu genudsendes i formidabelt bokssæt

14:45, 15. sep 2009 | Thomas Treo

Big Star - fra venstre: Andy Hummel, Jody Stephens, Chris Bell og Alex Chilton. (Foto: Warner)

Big Star: ’Keep an Eye on the Sky’ (Rhino/Warner)

I populærmusikkens storhedstid i 1960’erne regerede b-bands som The Beach Boys, The Byrds, Buffalo Springfield og naturligvis ikke mindst The Beatles. Inspireret af alle dem og desuden The Who, Faces, Gram Parsons, The Kinks og et andet b - Marc Bolan - dannede Alex Chilton (vokal, guitar), Chris Bell (vokal, guitar), Jody Stephens (trommer) og Andy Hummel (bas) gruppen Big Star i Memphis, Tennessee i 1971.

Big Star burde være blevet endnu et stort b-band i rock’n’rolls annaler, men orkesterets kosmiske eskapisme var nok for kryptisk, og trods flere pragtfulde popsange og lovprisninger af alle fra R.E.M. til Primal Scream er Big Star forblevet det ultimative kultband.

Eufori og mismod
Det pragtfuldt udførte bokssæt ’Keep an Eye on the Sky’ fortæller gruppens korte historie over 4 cd’er, 5 timer og med naturligt udgangspunkt i Big Stars tre ganske enestående album fra 1970’erne.

Som sydstaternes svar på Lennon/McCartney stod Chilton, der var tidligere barnestjerne i The Box Tops, og Bell primært for Big Stars sangskrivning, der blev forløst i de lokale Ardent Studios, hvor John Fry fungerede som slængets udgave af George Martin. Debutalbummet ’#1 Record’ levede som selve Big Star aldrig tilnærmelsesvist op til sit navn, men et publikum var også noget nær det eneste, skiven savnede.

’#1 Record’ fra 1972 bugner af musikalsk overskud samt en meget ungdommelig blanding af eufori og mismod, og en utilpasset rastløshed bobler under både bedårende ballader som ’Thirteen’ og ’The Ballad of El Goodo’ samt boogie-rock’n’rollen på ’Feel’ og ’Don’t Lie to Me’.

Døde øjeblikkeligt
Kvartetten ville det hele og kunne det hele, men ingen lyttede, og det blev for meget for Bell, der desillusioneret forlod gruppen. Han udgav den mildest talt overvældende single, ’I Am the Cosmos’, der er inkluderet i boksen, kort før han i 1978 kørte sin sportsvogn mod et lysmast og døde øjeblikkeligt.

Big Star fortsatte som trio med Chilton i skikkelse af ubestridt frontmand, og to år efter debuten nåede ’Radio City’ næsten samme svimlende højder og sønderknuste dybder med blandt andet himmelsk powerpop på ’September Gurls’, hvis stavemåde varslede, at Chiltons excentriske indfald var tiltagende.

Okkult klassiker
’Third/Sister Lovers’ var så perverteret og omtåget, at ingen ville udgive Chiltons egocentriske værk, da det lå færdigt i 1975, og Big Star var gået i opløsning, men albummet har siden opnået status af okkult klassiker, hvilket det sagtens kan leve op til i dag.

Chiltons rigt orkestrerede sange og ofte bizarre instrumentering var udtryk for en eskalerende outsider-mani, der dog virker sært fascinerende gennem for eksempel foruroligende ’Holocaust’ - imidlertid næppe det mest kommercielle valg af sangtitel.

Tiden er noget af det eneste, der har været god ved Big Star, og nu har de altså fået deres boks, der udover de tre album i fremragende lydkvalitet også indeholder diverse demoversioner, få hidtil uhørte sange og en ganske solid liveoptagelse, der er med til at afrunde indtrykket af et både blåøjet og rødøjet band, som holdt øje med himmelen med helt egne øjne.