Frygtløs krøbling

Vic Chesnutt skyr enhver form for sentimentalitet på til tider hjerteskærende nyt album

16:31, 23. sep 2009 | Thomas Treo

Vic Chesnutt - udstiller sig selv som Quasimodo på 'At the Cut'. (Foto: Target)

Vic Chesnutt: 'At the Cut' (Constellation/Target)

- I am a coward! piber Vic Chesnutt noget misvisende på åbningsnummeret til ’At the Cut’, der er et selv for outsiderens kompromisløse standard ganske opsigtsvækkende udspil, hvor den 44-årige sangskriver fra Athens, Georgia udstiller sig selv i skikkelse af Quasimodo med nøgen overkrop.

Siden en trafikulykke som 18-årig har Chesnutt siddet i kørestol, og troubadourens sært snørklede sange har gennem store dele af hans efterhånden omfattende katalog sitret af en blanding af oprørsk bitterhed og søgen efter sjælefred.

Han leder lettere desperat videre på ’At the Cut’, der rummer en brutal inderlighed og usminket samling sange, som ikke altid kan matche mandens følelsesudbrud, men Chesnutt er imidlertid sjældent optaget så intimt og vellykket i et slags ituslået og rustikt lydbillede, der med søsygt slæbende jazzfolk kan opfattes som hans version af Van Morrisons mesterværk ’Astral Weeks’.

Modsat de umiddelbart ligesindede Kurt Wagner, Bill Callahan og Will Oldham, der har en tendens til at pakke budskabet ind i kryptiske ejendommeligheder, så er Chesnutt forfriskende direkte, og det er denne frygtløse selvudlevering mere end sangene, der af og til får ’At the Cut’ til at fremstå som et hjerteskærende højdedrag i en underdrejet karriere.

Turbulent kræftpræstation.