Mænd af rette støbning

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

I karrierens vinter har Kris Kristofferson gennemført et respektindgydende comeback, som den nu 73-årige kæmpe konsoliderer på nobel og værdig vis med vedkommende ’Closer to the Bone’.

Albummet er som forgængeren, ’This Old Road’, yderst spartansk instrumenteret og produceret af Don Was, der er blevet for Kristofferson, hvad Rick Rubin var for Johnny Cash.

Modsat The Man in Black på ’American Recordings’ så skriver Kristofferson dog stadig selv sine rigt poetiske sange, og ’Good Morning John’ er såmænd en hyldest til netop Cash, mens ’Sister Sinead’ mindes O’Connors kontroversielle optræden ved Bob Dylans jubilæumskoncert med ordene ’she’s too old for breaking and too young to tame’.

Format som Grand Canyon
Ord, der passer til texaneren selv, som også brummer rørende kærlighedssange. ’Holy Woman’ handler om at blive frelst af konen, mens smertefulde ’Love Don’t Live Here Anymore’ beskriver et forholds sammenbrud ved hjælp af rå ømhed.

Kristofferson er et amerikansk klenodie med format som Grand Canyon, og på ’Closer to the Bone’ efterlader veteranens visdom oplevelsen af at være i stue med en af de allersidste fra en uddøende race.

Nænsomt snedkerarbejde
En anden urokkelig texaner, Guy Clark, opererer med samme rustikt knirkende integritet, og den 67-årige kapacitet har i årevis fungerer som en slags fødselshjælper for sangskrivere i Nashville.

Clarks sange har nærmest karakter af snedkerarbejde, og værkerne præsenteres pragtfuldt på ’Somedays the Song Writes You’, der dog virker lidt for uforpligtende i forhold til eksempelvis syv år gamle ’The Dark’, hvor mere var på spil i mandens usødede univers.

Clark behersker ikke desto mindre metieren med en mesters flair, og ’Closer to the Bone’ og ’Somedays the Song Writes You’ er standhaftige som mændene, der formede dem.